23948sdkhjf

Herning-butik bliver hjemsted for uddannelse i snedkerkøkkener

I fremtiden skal indretningsarkitekter og andre fagfolk fra Multiform til Herning, når de skal uddannes inden for snedkerkøkkener.

Dorte Brandt og Karin Olesen er de to indehavere af Multiform butikken i Herning, Kubik Indretning, og de er i fuld gang med at gøre plads til et Multiform Education Room i butikken på Poulsgade.

Det nye uddannelsescenter i Herning skal være klar til de første kursister til januar.

Det bliver her, at Multiforms faguddannede arkitekter, indretningsarkitekter og designere fra seks lande vil blive uddannet og trænet i Multiforms sortiment af snedkerkøkkener.

- Vi glæder os rigtig meget til, at vores butik også bliver centrum for uddannelse og samlingssted for fagfolk med samme passion som os. Vi har været en del af Multiform siden 90’erne – længe før, vi selv blev forhandlere, så Multiform køkkenerne og håndværket bag har en ganske særlig plads i vores hjerter. I mange år arbejdede vi på Multiforms hovedkontor i Kibæk med design og produktudvikling samt butiksindretning, fortæller Dorte Brandt og Karin Olesen.

Ideen er at bruge det levende miljø i butikken i uddannelsesmæssig sammenhæng i Multiforms Education Room og kombinere det med besøg i snedkeriet i Kibæk, hvor køkkenerne bliver lavet efter den enkelte kundes ønsker. 

Herning er det oplagte sted

- Vi laver unikke køkkener til den enkelte kunde, og det kræver, at vi har vores egen specialiserede uddannelse. Selvfølgelig skal vores uddannelse inden for snedkerkøkkener fremover have hjemme i Herning. Her har vi Dorte Brandt og Karin Olesen, der driver en flot Multiform butik og har en passion for snedkerkøkkenerne. Vi er på hjemmebane i Herning med kun 15 kilometer til vores snedkeri i Kibæk. Den korte afstand til snedkeriet giver os alle muligheder for, at kursisterne kan fordybe sig i design, materialer og detaljer, når dele af undervisningen skal foregå i snedkeriet, siger Michael Oversø, adm. direktør i Multiform.

Fokus på detaljer og helhed

Dorte Brandt og Karin Olesen gør en dyd ud af at være lidt nørdede, når de rådgiver om indretning af hele hjemmet eller et nyt køkken. De ser både på hele boligindretningen, som køkkenet skal passe ind i, og detaljerne.

- Vi har øje for detaljerne, fordi de kan gøre hele forskellen. Hvis der fx er et stort udhæng på bordpladen, kan det ligne ’et tungt låg’. Vores passion er indretning med god kvalitet og godt design, og vi er perfektionister til fingerspidserne. Vi stræber efter det unikke og individuelle frem for det almindelige, og vores holdning er, at kunderne hver dag skal glæde sig over funktioner og detaljer, som retfærdiggør, at de har investeret i et snedkerkøkken, siger Dorte Brandt og Karin Olesen.

De to har indrettet køkkener og boliger over det meste af verden – lige fra Herning til New York, London, Nice, Grønland og Mallorca.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11