Dansk tøjmilliardær kaster milliarder efter britisk lånefirma
Danskeren Anders Holch Povlsen, der er blevet en af landets rigeste gennem tøjkoncernen Bestseller, har investeret en del af sin formue i den britiske lånevirksomhed Funding Circle.
Det skriver Sky News.
Anders Holch Povlsen har givet tilsagn om at købe mindst 10 procent af aktierne i Funding Circle, der tjener penge på at formidle lån til små og mellemstore virksomheder.
Prisen kan løbe op i 1,65 milliarder pund, hvilket svarer til 13,7 milliarder kroner. Danskerens opkøb sker frem mod en børsnotering af Funding Circle i oktober, der kan blive en af de største i Storbritannien i år.
Virksomheden blev stiftet i 2010, men er vokset hastigt og har frem til nu formidlet lån for over 40 milliarder kroner.
Den 46-årige Anders Holch Povlsen har siden 2009 været direktør i Bestseller, der ejer tøjmærker som Jack & Jones, Selected, Pieces og Vero Moda.
Hans far, Troels Holch Povlsen, grundlagde Bestseller i 1975, og siden er den vokset til en international koncern. I dag har Bestseller 2700 butikker og 15.000 ansatte i 70 lande - heraf 3300 i Danmark.
Ud over Bestseller-koncernen ejer familien aktier i en lang række virksomheder.
Det gælder blandt andet det tyske tøjselskab Zalando, det svenske betalingsselskab Klarna og den danske detailkæde Normal.
Desuden er Anders Holch Povlsen en af de største jordejere i Storbritannien, hvor han blandt andet har købt flere godser i Skotland.
Holch Povlsen-familien er ifølge Berlingske Business blandt landets rigeste med en anslået formue på knap 41 milliarder kroner i 2017.
Familien er kendt for at værne om privatlivet og giver kun meget sjældent interviews.
/ritzau/