23948sdkhjf

Butiksdød rammer Østjylland: Så skidt står det til i kommunerne

I hele Østjylland lukker butikker på stribe. Værst står det til i Norddjurs Kommune.

Erhvervsejendom udlejes.

Sådan står der i flere og flere butiksvinduer rundt omkring i Østjylland.

En opgørelse fra Dansk Erhverv, lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik, viser, at alle kommuner i Østjylland har oplevet butiksdød i perioden 2008 til 2016.

Værst står det til i Norddjurs Kommune, hvor knap hver fjerde butik er lukket.

Det skriver TV2 Østjylland

Her har de svært ved at forstå, hvorfor tallene ser sådan ud.

- Det kan jeg ikke svare på, siger Carsten Thygesen, der er formand for ShopiCity Grenaa, som er den lokale handelsklub.

Men han har et generelt bud på, hvorfor tendensen ser ud, som den gør.

- Der er en global forklaring på, at der sker nogle ting i verden, hvor folk har mange steder at handle – eksempelvis nethandel, siger Carsten Thygesen, som er indehaver af Frisør Thygesen.

Ifølge ham er butikkerne ekstremt vigtige for en by.

- Butikker er med til at skabe liv og et samlingspunkt. Så en by uden butikker er ikke godt, siger Carsten Thygesen.

I Silkeborg Kommune går det bedre. Her er der kun en tilbagegang på 0,9%, hvilket er det laveste i Østjylland.

Det overrasker ikke Kuno Danielsen (DF), der er medlem af økonomi- og erhvervsrådet i Silkeborg Kommune.

- Silkeborg har noget, som andre byer ikke har, siger Kuno Danielsen (DF) og fortsætter:

- Vi er ualmindeligt heldige at ligge i et naturskønt område, hvor turisterne trækker en stor procentdel. Det må vi aldrig glemme.

Selvom Silkeborg Kommune har klaret sig mindst dårligt i opgørelsen, så er der plads til forbedringer.

- Man kunne godt gøre mere, men der skal også være midler til det, siger Kuno Danielsen (DF) til TV2 Østjylland.

Han håber, at der i fremtiden også kan komme mere liv i de mindre byer i kommunen.

- Jeg håber, at man fortsat kan have gågademiljøet – ikke kun i Silkeborg – men også i Kjellerup og andre mindre byer, som kan eksistere med noget butik i en eller anden art, siger Kuno Danielsen.

Ifølge Dansk Erhverv er der flere faktorer, som påvirker udviklingen.

- E-handel er gået kraftigt frem, og den omsætning er primært fundet i de fysiske butikker, siger Henrik Hyltoft, der er markedsdirektør i Dansk Erhverv til TV2 Østjylland.

Men også danskernes lyst til at bosætte sig i større byer har stor betydning for butiksdøden i Danmark og Østjylland.

- Vi kommer til at se, at det fortsætter med en polariserende effekt. De største byer vil opleve fremgang, siger Henrik Hyltoft.

Men han tror ikke på en fremtid helt uden fysiske butikker.

- Vi tror på, at butikkerne også fremover har en relevans, og vil stå for hovedparten af detailhandlen i Danmark. Mennesker er sociale væsener, som ønsker en samlet oplevelse, forklarer Henrik Hyltoft.

Se oversigten over de forskellige kommuner hos TV2 Østjylland

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094