23948sdkhjf

Bilka fik bøde på 80.000 kroner - igen

Dyrt at kikse, når fødevarer er kaldt tilbage
For anden gang på godt et år har Bilka i Sønderborg fået en bøde og en sur smiley af Fødevarestyrelsen, fordi varehuset ikke har fået fjernet tilbagetrukne fødevarer.

Senest handler det om otte chokolademousser, som Fødevarestyrelsen fandt i køledisken. Det skriver JydskeVestkysten.

Chokolademoussen var tilbagetrukket på grund af risiko for mug under lågene, og Bilka fik besked om tilbagetrækningen 15. juni. Alligevel kunne Fødevarestyrelsen 20. juni finde de otte styk i køledisken, og det har udløst en bøde på 80.000 kroner.

Ifølge JydskeVestkysten har Kristian Henriksen, varehuschef i Bilka Sønderborg, på Facebook givet denne forklaring:

- Da vi modtog tilbagekaldelsen af chokolademoussen, sørgede vi for, at varen kom af hylderne i varehuset og blev fjernet fra lageret. Imidlertid var der otte styks chokolademousse, der lige var kørt ind fra lageret for at blive fyldt i køleren, og dem fik vi ikke fanget.

Også i marts sidste år fik Bilka i Sønderborg en bøde på 80.000 kroner og en sur smiley fra Fødevarestyrelsen. Dengang handlede det om, at 49 tilbagetrukne dressingprodukter stadig stod på hylderne en uge efter, at Fødevarestyrelsen havde været på stedet og påtalt problemet, nævner JydskeVestkysten.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157