23948sdkhjf

Rema 1000 skjuler smøgerne

Som den første dagligvarekæde i Danmark vil Rema 1000 nu skjule smøgerne bag disken.

Et flerårigt samarbejde mellem Rema 1000 og Kræftens Bekæmpelse har resulteret i, at Rema 1000 nu kan opfylde et af de ønsker, som Kræftens Bekæmpelse har kæmpet for i mange år:

Cigaretterne i de 314 Rema 1000 butikker bliver skjult ved kassebåndet, så kunderne bliver nødt til at spørge efter dem, fortæller virksomheden i en pressemeddelelse. 

 - Jeg er stolt over, at vi gør vores bedste for at imødekomme Kræftens Bekæmpelse og regeringens mål om en røgfri generation i 2030. Vi er klar over, at dette initiativ ikke gør Danmark 100 procent røgfrit, men samarbejdet mellem detailhandlen og organisationer som Kræftens Bekæmpelse er et vigtig skridt, når rygestart skal forebygges, forklarer Anders Rene Jensen, indkøbsdirektør i Rema 1000.

Voksne, der ryger, kan fortsat købe tobak i Rema 1000.

Hensigten med initiativet er at gøre cigaretterne mindre synlige for børn og unge og stoppe den markedsføring, der ligger ved at placere tobakken ved kassen.

Ifølge tal fra Kræftens Bekæmpelse bakker 7 ud af 10 danskere op om, at tobak skal under disken.

- Det er modigt, at Rema 1000 som den første store detailkæde skjuler tobakken. Politikerne er blevet overhalet indenom. Jeg tror, mange andre i detailhandlen vil følge efter Rema 1000. Og jeg håber, at også politikerne lader sig inspirere, så hele branchen får fælles regler for placering af tobak. Tobak bør ikke være et produkt, kunderne finder ved kassen på linje med chokolade og tyggegummi, siger adm. direktør Jesper Fisker, Kræftens Bekæmpelse.

 Samarbejdet er nu officielt, og Rema 1000 er i gang med at teste den fysiske løsning i alle kædens 314 butikker.

Hele praktikken omkring afskærmet tobak forventes at være klar i starten af det nye år.

Kommenter artiklen (2)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142