23948sdkhjf

Krav til ekstra hurtige elcykler lempes trods kritik

Nye regler vil gøre det muligt at benytte de hurtige elcykler, også kendt som speed pedelecs, på cykelstier.

1. juli træder en ny bekendtgørelse i kraft, som vil gøre det lovligt at benytte en såkaldt speed pedelec – som er en ekstra hurtig elcykel – på cykelstierne.

I dag bliver cyklerne, der kan køre op til 45 kilometer i timen, betragtet som store knallerter, og derfor må de kun benyttes på vejen. 

Dertil kommer krav om, at cyklisten skal køre med styrthjelm, have kørekort, og at der skal fastgøres en nummerplade på baghjulets skærm.

Fremover er hverken kørekort eller nummerplade nødvendig, og alderskravet sænkes fra 18 til 15 år.

Forslaget til en ny bekendtgørelse, som transportminister Ole Birk Olesen (LA) har taget initiativ til, har fået hård kritik fra trafikforskere og en lang række organisationer, blandt andet Cyklistforbundet.

- Det er rigtig trist, at man fra Færdselsstyrelsens side sidder de meget voldsomme bekymringer overhørig.

- Jeg tror, at vi kommer til at opleve ulykker, hvor speed pedelecs er involveret, og jeg tror også, at flere vil opleve, at det bliver mere usikkert og utrygt at færdes på cykelstierne, siger direktør i Cyklistforbundet Klaus Bondam.

Færdselsstyrelsen skriver i sit høringsnotat, at man har forståelse for bekymringen om, at speed pedelecs kan skabe større hastighedsforskelle på cykelstien.

Dog vil gennemsnitsfarten for speed pedelecs ifølge styrelsen være lavere end frygtet, snarere 30 kilometer i timen end 45.

Det skyldes, at en speed pedelec kun opnår den høje hastighed, når føreren samtidig træder i pedalerne og yder "en betydelig fysisk indsats".

Samtidig henviser Færdselsstyrelsen til, at cyklister skal vise hensyn og overholde færdselsloven.

Men det ændrer ifølge seniorforsker på DTU Mette Møller ikke på, at der vil være en betydelig risiko for, at andre trafikanter fejlfortolker en speed pedelecs hastighed.

- Der er en stor risiko for, at andre trafikanter undervurderer speed pedelec'ens hastighed, hvilket kan skabe farefulde situationer, siger Mette Møller.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) understreger i et svar til Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, 22. juni, at der er tale om en forsøgsordning, der vil blive evalueret. 

- Der er derfor mulighed for at ændre på forsøgsordningens betingelser, hvis ordningen mod forventning måtte vise sig at medføre væsentlige færdselssikkerhedsmæssige problemer, skriver ministeren.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.106