Bager må droppe To Good to Go grundet kundeklager
- Det er et godt koncept, og det er enormt ærgerligt, at vi har været nødt til at droppe at være med i Too good to Go, men de sure kunder har fyldt for meget.
Sådan siger bestyrer hos Ejvinds Bageri i Ringkøbing, Maria Borggaard Bojsen, i forbindelse med, at bageriet nu dropper den populære madspilds-app, til Dagbladet Ringkøbing Skjern.
Kunderne kunne for eksempel købe en såkaldt "lykkepose" til en værdi af 100 kroner for 29 kroner, men selv om hele konceptet går ud på, at man ikke ved, hvad der er i posen, begyndte folk at klage over indholdet, hvis der for eksempel ikke var jordbærkager i.
Og så handler det jo ikke om at bekæmpe madspild men om at få billige varer, forklarer hun.
Maria Borggaard Bojsen ærgrer sig over, at Ejvinds Bageri ikke kan være med i To Good to Go, men hun siger, at bageriet gerne vil være med igen, hvis man får løst problemet med kundeklager.