23948sdkhjf

Legetøjsbutikker og supermarkeder dropper farlige squishies

BR og Toys'R'Us stopper salg af de hidtil meget populære squishies, der viser sig at indeholde skadelig kemi.

Top-Toy, der har BR og Toys'R'Us i Danmark, stopper med at sælge alle squishies-skumprodukter i koncernens butikker i hele Norden.

Det oplyser virksomheden, efter at Miljøstyrelsen har konstateret skadelig kemi i 12 forskellige udgaver af skumlegetøjet. 

De såkaldte squishies er bløde skumfigurer i stærke farver, som ifølge kommunikationsdirektør Liselotte Gjerdrum Carlsen fra Top-Toy er samlerobjekter blandt børn, og som der er solgt "rigtigt mange" af. 

Hun har det skidt med, at Top-Toy har haft skadeligt legetøj på hylderne.

- Vi er meget kede af det og tager produktsikkerhed meget alvorligt. Derfor stoppede vi selvfølgelig også alt salg af produktet, så snart vi blev opmærksomme på det. Vi vil selvfølgelig ikke sælge flere, før sikkerheden er dokumenteret, siger hun.

Utrygge forældre eller børn, der har købt skumlegetøjet i BR eller Toys'R'Us, kan gå hen i butikken og få pengene tilbage. Også selv om kvitteringen er smidt væk, lyder det.

Ifølge Top-Toy er én af de testede 12 squishies solgt i Top-Toys forretninger.

Om hvordan det kunne ske, siger kommunikationsdirektøren:

- Miljøstyrelsens undersøgelser er mere omfattende end de standarder, der gælder for legetøj. Vi har testet i henhold til standarden. Derfor vil vi gerne have en dialog med styrelsen og EU, om standarderne er gode nok, siger hun.

Også Salling Group, der blandt andet ejer Føtex, Bilka og Netto, stopper salget af det indtil nu meget populære skumlegetøj i alle koncernens butikker. Et af de 12 testede produkter er solgt i Sallings butikker.

- Forbrugersikkerheden er helt essentiel, og derfor fjernes samtlige squeezy-produkter fra Salling Groups butikker. Produkterne vil kun blive frigivet, såfremt de består de afgasningstest, som Miljøstyrelsen har udført. 

Squishies eller squeezys er blevet en samlet betegnelse for figurerne, der fremstilles af forskellige producenter og sælges i en lang række butikker.

De 12 squishies, der er testet og fundet skadelige, er købt i BR, Kvickly, Chao Chao, Føtex og netbutikkerne shopfree, Wish.com og squishyshoppen.dk.

Alle 12 afgav kemiske stoffer i så høje koncentrationer, at det er skadeligt. 

For nogle stoffer kan det indebære en høj risiko, hvis børn eksempelvis sover med squishies eller har mange af dem stående på værelset.

På kort sigt kan de irritere slimhinderne, mens det på længere sigt kan skade forplantningsevne og lever.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047