Direktør: Med NemID-app er der en tidssvarende løsning
Den nye NemID-app er lige så sikker at bruge som det hidtidige nøglekort på pap, forsikrer direktør bag.
I dag bruger danskerne deres mobiltelefon på en helt anden måde end dengang, og derfor var der behov for en ny løsning.
Sådan siger Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i bankernes interesseorganisation Finans Danmark, der sammen med Digitaliseringsstyrelsen står bag den nye NemID-app.
- Der har været en efterspørgsel på en mere tidssvarende løsning. Det har vi fået nu, siger Michael Busk-Jepsen.
Han forsikrer, at den nye app er lige så sikker at bruge som det papkort, danskerne siden 2010 har været vant til at bruge.
- Vi har haft sikkerheden i fokus i hele udviklingen af app'en - fra det første design til den endelige app.
- Sikkerheden er løbende blevet vurderet af forskellige tredjeparter, så vi er overbevist om, at app'en er lige så sikker som papkortet, siger Michael Busk-Jepsen.
Den nye app hedder "NemID nøgleapp" og er udgivet af E-nettet. Den kan hentes til både Android- og Apple-smartphones gratis.
Der er ikke tale om en udfasning af papkortet, men et supplement. Man kan derfor stadig bruge papkortet, hvis man har lyst.
Med app'en får man adgang til blandt andet netbank, borger.dk, sundhed.dk og private aktørers hjemmesider som eksempelvis fagforeninger og a-kasser.
Fra man har installeret app'en og tastet sine oplysninger, går der en time, før man kan bruge den. Man skal ligeledes bruge NemID to gange, før app'en er klar til brug.
97 procent af danskerne anvender i dag NemID. Det bruges hver måned 65 millioner gange til at tjekke netbank, benytte borger.dk eller handle på nettet.
/ritzau/