23948sdkhjf

Flere spiser kød med hjertet på rette sted

Dyrevelfærdsmærket er nu på hver fjerde pakke dansk svinekød i butikker. REMA 1000 og MENY er klar til at sælge kylling mærket med hjerter
Dyrevelfærdsmærket kan nu fejre et år i køledisken hos bl.a. REMA 1000 og MENY.

De to kæder er blandt frontløbere for det statslige dyrevelfærdsmærke med et, to eller tre hjerter. Og snart vil kyllinger mærket med det statslige dyrevelfærdsmærke også være i køledisken.

Det skriver DSK - De Samvirkende Købmænd - i en pressemeddelelse.

Miljø- og fødevareministeriet har samlet tal fra branchen, som viser, at hver fjerde pakke dansk svinekød i butikkerne nu er mærket med mindst et hjerte.

Den stigende appetit på dyrevelfærd glæder miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen, der nu vil udvide mærkningsordningen, så den kan omfatte de kyllingeproducenter, der også gerne vil løfte velfærden for deres dyr.

- Det er dejligt at se, at Dyrevelfærdsmærket på et år er vokset så markant. Det viser, at danskerne går efter dyrevelfærd, når de køber ind - og at de har kendskab og tillid til mærket. Nu planlægger vi at udvide mærket til også at omfatte kyllinger, så danskerne også kan købe ind med hjertet, når de køber kylling, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Kyllinger mærket med det statslige dyrevelfærdsmærke ventes at være klar til salg i løbet af efteråret.

De Samvirkende Købmænd, som har medvirket i tilblivelsen af dyrevelfærdsmærket til såvel grisekød som kyllingekød, er også yderst glad for udviklingen og ser allerede frem til endnu flere mærkede produkter:

- Vi er rigtigt glade for samarbejdet med ministeriet, landbrugets organisationer og konkurrenter om dette fælles projekt til fordel for dyrevelfærden, og jeg vil også benytte denne lejlighed til - endnu en gang - at opfordre Coop til at tilslutte sig det statslige mærke. Og vi slutter ikke med kyllingerne. Flere produkter vil helt sikkert komme til de kommende år, siger John Wagner, adm. direktør i DSK.

Det statskontrollerede dyrevelfærdsmærke blev for et år siden lanceret i MENY Vermlandsgade på Amager, hvor daværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen havde store forhåbninger til, at det nye mærke kunne skabe bedre dyrevelfærd i danske svinestalde.

Hos Dagrofa, der leverer grisekød, der er mærket med tre hjerter som enten Friland eller Friland Økologi til bl.a. MENY, viser tallene, at dyrefærdsmærket nu udgør 22 pct. af det årlige salg af grisekød.

Hos REMA 1000 har grisekød med et hjerte og tre hjerter opnået andele på henholdsvis ni og seks pct. Men et boom i salget er på vej i discountkæden, som midt i marts lancerede frilandsgrise fra Peter og Lene med tre hjerter.

Som optakt til ét års dagen for Bedre Dyrevelfærd har Fødevarestyrelsen søsat sin tredje kampagne for mærket i perioden den 23. maj til 17. juni under overskriften "Har du hjertet på rette sted?" Man kan deltage i en quiz og vinde et gavekort på 5.000 kr. til et grillarrangement.

Købmand Max Skov Hansen fra REMA 1000 på Søndre Fasanvej i Valby forudser, at grisekød med tre hjerter fra Peter og Lene sammen med Friland Økologi på sigt vil kunne komme til at udgøre op mod 40 pct. af salget på grisekød. Det er omtrent samme andel som for økologisk frugt og grønt.

- Bedre dyrevelfærd vil ligesom økologien slå hurtigst og stærkest i gennem i de største byer, mener Max Skov Hansen og understreger, at det er den gode historie, som købmanden og hans medarbejdere kan give kunderne ved køledisken, der skal skabe mersalg af hjerterne.

Slagtermester Patrick Thunbo fra MENY Vermlandsgade på Amager oplyser, at salget af grisekød fra Friland eller Friland/økologi, der med sine tre hjerter har den højest opnåelige dyrevelfærd under det statslige dyrevelfærdsmærke, i perioder udgør op mod 90 pct. af butikkens omsætning på grisekød.

Pålæg med grisekød er også kommet på hylderne mærket med Bedre Dyrevelfærd.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078