23948sdkhjf

Køkkenfest for Miele i Danmark sidste år

Det er gået solidt frem for Miele i Danmark, der laver hårde hvidevarer og servicetjek, viser regnskab.
Mens ingen har decideret ret til et godt køkken, så har mange danskere valgt at købe nyt i 2017. Det viser Mieles regnskab for sidste år, der byder på solid fremgang.

Selskabet, der laver hårde hvidevarer, har i Danmark øget omsætningen. Samtidig er resultatet mangedoblet, efter it-knas i 2016 holdt det nede.

- Det samlede resultat for 2017 og den regnskabsmæssige udvikling er som forventet og i overensstemmelse med de forventninger, der blev udmeldt i årsrapporten for 2016, skriver Miele i en kortfattet ledelsesberetning.

Omsætningen steg i 2017 med syv procent til 645,4 millioner kroner. Ifølge regnskabet var det specielt drevet af større salg af produkter og ikke så meget service.

Resultat før skat landede på 24,8 millioner kroner, mens nettoresultatet blev mere end tredoblet til 19,4 millioner kroner.

- Resultat før skat er øget med 232 procent i forhold til sidste år, hvilket skyldes, at der i 2016 var en række engangsudgifter i forbindelse med implementering af nye IT-systemer, skriver Miele i regnskabet.

I Danmark sælger Miele hovedsageligt hårde hvidevarer som opvaskemaskiner, vaskemaskiner, køleskabe og andet. Men selskabet sælger også store, industrielle vaskeanlæg.

- Produkter bestemt for det private marked videresælges til danske hvidevaredetaillister, mens vaskerianlæg og udstyr i stor udstrækning bliver solgt som totalløsninger direkte til det industrielle og institutionelle marked, skriver selskabet.

Stigningen i salget i Danmark kommer oven i en periode, hvor økonomien er kørt godt for både virksomheder og private.

Huspriserne stiger, lønningerne stiger, og flere kommer i arbejde, hvilket har givet danskerne flere penge mellem hænderne.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.09