23948sdkhjf

Pandora falder 21 milliarder i værdi efter mareridtsuge

Ved fredagens lukning var Pandora faldet 21 milliarder i værdi på en uge.
21.015.539.573 kroner.

Så meget er Pandoras aktier faldet i værdi, siden børsen åbnede for denne uges handler i mandags klokken ni.

Dengang kostede en Pandora-aktie 692 kroner. Fredag eftermiddag kostede den 501 kroner. Det danske smykkefirma kan dermed se tilbage på en uge, hvor værdien af firmaets aktier faldt med 27,6 procent.

Mandag klokken ni var Pandoras aktier således lidt over 76,1 milliarder kroner værd, mens de ved fredagens lukning var 55,1 milliarder værd.

Prisfaldet svarer til, at Pandoras aktier er faldet lidt over 525 millioner kroner i værdi, for hver time børsen har været åben i denne uge.

Den store nedtur skyldes et skuffende kvartalsregnskab, der blev offentliggjort tirsdag.

Regnskabet viste, at salget i Kina viste tegn på svaghed. Men ifølge Pandora-analytiker ved Sydbank Søren Løntoft Hansen kan regnskabet i sig selv dog ikke forklare det enorme hak i tuden, aktien har fået.

- Regnskabet berettiger ikke kursfaldet. Jeg tror, at faldet har rod i udfordringer i Kina og en form for mistillid til ledelsen.

- Ledelsen sagde i februar, at salget i Kina gik rigtigt, rigtigt godt. Og lige pludseligt står man så og er overrasket over udviklingen i Kina. Det giver en større usikkerhed om, hvor væksten vil ende, siger Søren Løntoft.

Fredag fortæller mediet Inside Business, at Pandoras ledelse allerede i februar var bekendt med svaghedstegn på det kinesiske marked.

Og siden regnskabet er der kommet den ene nedjustering af kursmål og anbefaling fra banker verden over efter den anden.

Den mistro til ledelsen og den frygt for væksten, som regnskabet og udmeldingerne har skabt, har sendt Pandoras aktier voldsomt ned.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095