23948sdkhjf

Trods stigende salg: Gulerodsavlere holder igen med økologi

42 procent af landets gulerødder i butikkerne er nu økologiske.
Økologien blomster på de danske marker. Især, hvis man vil sætte tænderne i de orange rodfrugter. Gulerødderne.

Sidste nye tal fra Økologisk Landsforening viser, at 42 procent af gulerødderne i landets grøntafdelinger er økologiske.

Men økologien er ikke slået igennem på et af de steder, hvor der dyrkes flest gulerødder - nemlig ved den inddæmmede Lammefjord i Odsherred tæt på Holbæk.

Her høstes årligt 800 millioner gulerødder, men i øjeblikket er kun 48 millioner af dem økologiske, skriver DR Sjælland.

Faktisk dukkede den første økologiske gulerodsavler ved Lammefjorden først op sidste år, og her er andelen af økologiske gulerødder kun seks procent af omsætningen.

Og selv om målet for landmand Boje Skytte er at skabe et økologisk landbrug, er han nødsaget til at dyrke både økologiske og konventionelle gulerødder, fortæller han til DR Sjælland :

- Der er stadig kunder, der gerne vil have konventionelle grøntsager. Derfor skal vi ikke kun dyrke økologisk nede hos os. Det vil vi ikke overleve på i vores pakkeri. Så ville vi have alt for lidt at lave. Vores pakkeri består cirka 25 procent af økologi – resten er konventionelt, fortæller gulerodsavleren.

Flere vil købe økologisk
Boje Skytte er bestemt ikke i tvivl om, at økologien er kommet for at blive. Men det er ikke alle, der altid har muligheden for at vælge det sprøjtefrie alternativ til det konventionelle landbrug. Prisen er for høj.

- Der er mange offentlige institutioner, der er blevet påduttet at købe økologiske varer, men så i længden har de ikke råd til det. Så går de tilbage til det konventionelle. Men økologi er kommet for at blive. Spørgsmålet er hvor stort et omfang, der skal være, fortæller avler Boje Skytte.

Desuden ærgrer Skytte sig over, at der ikke er flere yngre landmænd, som går forrest i den økologiske gulerodsdyrkning.

- Jeg kan ikke få øje på nogen. Det er lidt ærgerligt, at det er en gammel mand som jeg, der skal gå forrest i forhold til økologi. Jeg kunne godt tænke mig, at det var de yngre, der gik forrest. Men de yngre føler ikke, at de rigtig kan overskue det, siger han.

Markedschef i Økologisk Landsforening Henrik Hindborg er bestemt ikke i tvivl, at landbruget skal stræbe efter det røde økomærke. Det er forbrugernes ønske, mener han.

- Som avler er det meget vigtigt at kigge efter, hvor forbrugerne flytter sig hen. Og vi kan se, at det går i retningen mod mere økologi. For to år siden var en tredjedel af de gulerødder, der blev solgt, økologiske. Og næste år er det nok omkring halvdelen, spår markedschefen.

Lammefjorden har økologi som mål
For de økologiske gulerødder er i fremmarch. Derfor opfordrer både Landbrug og Fødevarer og Økologisk Landsforening de konventionelle landmænd til at følge forbrugerne tæt.

- Når tæt på halvdelen af salget af gulerødder er økologisk er det et tydeligt signal, hvilken vej forbrugernes ønsker går. Og der tænker jeg, at det er relevant – også for dem, der laver Lammefjordsgulerødder at få tilpasset produktionen hen ad vejen til også at kunne forsyne det marked, råder økologichef i Landbrug og Fødevarer Kirsten Lund Jensen til DR Sjælland.

Og opfordringen bliver taget alvorligt på Lammefjorden i Nordvestsjælland, hvor det indtil nu har knebet med at få gulerodsavlerne til at springe på øko-vognen.

Direktør for Gulerodsgruppen A/S, Peter Thane håber også, at flere vil følge efter de tre avlere, der er gået i gang med at dyrke økologiske gulerødder.

- I dag har vi tre avlere, der gør sig i økologiske gulerødder, der udgør cirka seks til syv procent af vores omsætning. Vores mål er at levere det, forbrugerne gerne vil have. Og forbrugerne efterspørger økologi, så det er den vej, vi går. Jeg tror, at inden for de næste tre år er vores halvdelen af vores omsætning økologi, lyder det fra Peter Thane.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093