23948sdkhjf

Erik Bagger sælger møbelfirma efter milliontab

Driften har skuffet, og egenkapitalen er ædt op. Derfor sælger Erik Bagger nu sit møbelfirma til Coop

Efter flere store millionunderskud siger den kendte danske designer Erik Bagger stop for sit møbelselskab Erik Bagger Furniture, som han har solgt til Coop.

Erik Bagger er især kendt for glasserier som Grand Cru, Opera og Rosendahl. For få år siden skød han så sit møbelprojekt i gang og præsenterede en stribe borde og stole og lancerede sit møbelbrand Erik Bagger Furniture.

Siden da er det blevet til cirka 100 forskellige stole, borde og andre møbler, som fra 1. juli i stedet vil blive solgt fra Coops hjemmeside.

- Vi har så stor succes med at sælge møbler, ikke mindst FDB Møbler, online, at vi gerne vil udvide med denne store serie fra en af vor tids store danske designere, siger kategorigruppechef fra Coop, Ole Kiel, i en pressemeddelelse.

De seneste regnskabstal for møbelselskabet viser et underskud for tiden fra 1. oktober 2016 til 30. september 2017 på 13,4 millioner kroner. Perioden før viser ligeledes et underskud - dengang på 5,4 millioner kroner.

Som resultat heraf var egenkapitalen til sidst ædt op, og ledelsen i selskabet besluttede derfor at afvikle driften.

- Salget er ikke gået som forventet. Møbelbranchen er noget andet, end jeg er vant til, og jeg har måtte indse, at jeg er en designer og ikke en forretningsmand. Møblerne passer bedre på en større platform, som Coop kan tilbyde, siger Erik Bagger til Finans.

Erik Bagger er fortsat selvstændig med selskabet Erik Bagger Design, som han stiftede for 19 år siden.

Erik Bagger Furniture A/S
t. kr. 2016/17 2015/16
Bruttoresultat -7.249 -3.552
Resultat før skat -13.371 -5.876
Årets resultat -13.391 -5.425
Balancesum 5.198 15.062
Egenkapital 0 13.391
Antal ansatte 5 5
Regnskabsåret blev afsluttet 30. september 2017.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.238