Fakta indfører selvbetjente kasser
I denne uge har Fakta premiere på selvscanning i de første 10 butikker.
Det betyder, at alle medlemmer af Coop kan slippe for kassekøen i Fakta. De kan handle ved selv at scanne varerne med deres mobiltelefon, lægge varerne direkte ned i indkøbsposen og betale med telefonen, uden at skulle stå i kø ved kassen.
Coop har testet systemet, der kaldes Bip & Betal, i en række Kvickly og SuperBrugser. Nu er planen, at det inden årets udgang skal rulles ud i Fakta-butikker over hele Danmark.
- Vi ønsker at give kunderne den ekstra fordel ved at handle i Fakta, at det er hurtigere og nemmere. For vores medarbejdere betyder det, at vi får frigivet ekstra ressourcer til at holde orden i butikkerne, For der vil ikke blive ændret i bemandingen, selv om det nu vil være muligt at betjene sig selv, siger forretningsudviklingschef Lars Rasmussen, Fakta.
En af de første butikker hvor Bip og Betal kan afprøves er fakta i Taastrup.
For at kunne handle med Bip & Betal skal man hente Coop App'en til sin smartphone og vælge Bip & Betal.
I butikken scanner man butikkens QR-kode ved indgangen. Man scanner så hver vare og lægger den direkte i indkøbsposen. Ved kassen betaler man med appen, og så er man ude af butikken. Der vil være stikprøvekontroller.