23948sdkhjf

Alle muligheder er åbne for IC Group efter milliardsalg

IC Group har solgt sit største brand, Peak Performance. Flere frasalg kan være på vej, hvis prisen er rigtig.
Den danske tøjkoncern IC Group har solgt næsten halvdelen af forretningen fra med salget af brandet Peak Performance. Det er sket til markante 1,9 milliarder kroner til giganten Amer Corp.

Køberen var bedre til at forløse potentialet, fortæller administrerende direktør Alexander Martensen-Larsen. Han åbner samtidigt op for, at flere salg kan komme, hvis prisen er rigtig.

- Vi kigger hele tiden på, hvordan vi bedst skaber værdi for vores aktionærer. Og vi har kigget på, om der var en bedre ejer af Peak Performance, der værdiansatte deres potentiale højere, end vi selv kunne gøre her og nu.

- Amer Corp har set Peak Perfomances internationale potentiale, er godt placeret til at udnytte og er villig til at betale os en her-og-nu-pris, som vi er meget tilfredse med, siger Alexander Martensen-Larsen.

Når salget er gået igennem, så vil IC Group bestå af mærkerne Tiger of Sweden, By Malene Birger, Designers Remix og Saint Tropez.

Ifølge Alexander Martensen-Larsen er fokus nu på, at optimere de brands.

- Vi ejer en portefølje af tøjmærker på nu fire. Strategien er fortsat at investere i de tilbageværende mærker og få værdien af dem frem.

- Når man er en porteføljevirksomhed, så skal man hele tiden være åben omkring at kigge på sin portefølje og arbejde med den.

- Der mener vi, at det rigtige nu er at arbejde med vores mærker og investere i dem.

- Men der er for os ikke noget kontroversielt i også at sælge dem på et tidspunkt. Sådan er det at være en porteføljevirksomhed, siger Alexander Martensen-Larsen.

Pengene fra salget af Peak Performance vil gå til aktionærerne og ikke blive investeret i tilkøb eller de eksisterende brands. Det sker ifølge Alexander Martensen-Larsen fordi, at IC Group ikke mangler penge.

- Vi har positive pengestrømme, giver overskud og er generelt veldrevne. Vi har heller ingen gæld.

- Så vi er fuldt ud i stand til at investere det, der skal til, i vores mærker, siger Alexander Martensen-Larsen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11