23948sdkhjf

Socialdemokratiet vil holde elbilafgift i ro

Målet er en halv million elbiler, brintbiler og andre grønne biler i 2030, lyder det fra Socialdemokratiet.
Det er alt for tidligt at hæve registreringsafgiften på elbiler 1. januar, sådan som det ellers er meningen.

Det er meldingen fra Socialdemokratiet, der søndag præsenterer et mål om, at der i 2030 skal køre en halv million elbiler og andre "grønne" biler i Danmark.

- Vi har simpelthen brug for at tage det næste skridt i den grønne omstilling, siger energiordfører Jens Joel.

- Det handler om ikke bare at være de bedste til at lave grøn energi, men også at få den brugt, eksempelvis i transportsektoren.

I 2015 blev det besluttet at pålægge elbiler registreringsafgift, hvad de hidtil havde været friholdt fra. Det fik salget af elbiler til at styrtdykke.

Det fik så regeringen, Socialdemokratiet og De Radikale til at lempe aftalen fra 2015. Registreringsafgiften skulle kun være på 20 procent af de almindelige afgifter, indtil der var solgt 5000 nye elbiler.

Afgiften skulle dog stige senest 1. januar 2019, lød aftalen, der blev indgået i april sidste år. Men målet om 5000 nyregistrerede elbiler er ikke i nærheden af at være nået. Sidste år blev der kun solgt 659 nye elbiler i Danmark.

Det er på den baggrund, at S nu melder ud, at afgiften ikke skal stige.

- Der skal ro om registreringsafgiften. Det er ikke det rigtige tidspunkt at hæve den, når vi ikke har fået ordentligt gang i salget, siger Jens Joel.

Han understreger, at registreringsafgiften ikke er det eneste, der har betydning for, hvad elbilerne ender med at koste kunderne. Blandt andet er der et bundfradrag på elbiler.

Dermed er mange mindre elbiler i praksis afgiftsfri.

Socialdemokratiet foreslår ligeledes, at det skal være billigere at købe elbiler som firmabiler. Det vil også bringe flere elbiler ud på brugtbilsmarkedet, fordi mange firmabiler kun kører i få år.

Branchesammenslutningen Dansk Elbilalliance mener, at det er en god løsning af fastfryse registreringsafgiften på elbiler på det niveau, den er på nu.

- Vi har brug for ro og stabilitet på det her marked, så vi som købere og sælgere ikke hele tiden bliver forvirrede over, hvad afgiften er, siger branchechef Lærke Flader.

- Også i forhold til, at bilmærkerne jo skal sende elbiler herop ud fra en efterspørgsel, der er. Så vi har brug for nogle gode signaler.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.222