23948sdkhjf

Salmonella-skræk giver enorm æg-tilbagekaldelse i USA

En bølge af sygdomsramte amerikanere har udløst det største tilbagekald af æg i USA i næsten 10 år.
Den store æggefarm Rose Acre Farms i den amerikanske delstat North Carolina har tilbagekaldt millioner og atter millioner æg. Det skriver erhvervsmediet Bloomberg.

Tilbagekaldelsen kommer, efter at 22 æggespisere har fået en salmonellaforgiftning.

- Forbrugere med disse æg bør ikke spise dem. Smid dem væk eller gå tilbage i butikken med dem og få pengene tilbage, skriver Scott Gottlieb, chef for de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, i en meddelelse.

I forbindelse med bølgen af salmonellaudbrud blev en af Rose Acre Farms' farme i North Carolina undersøgt, og her blev der fundet salmonella af samme type som den, patienterne havde.

Det har ført til, at hele 207 millioner æg er tilbagekaldt. De er solgt under forskellige brandnavne i ni forskellige stater.

- Hyde County-farmen har aldrig før oplevet en tilbagekaldelse eller et alvorligt brud på fødevaresikkerheden.

- Tilbagekaldelsen er sket i fuldt samarbejde med myndighederne, og vi ser frem til at få farmen tilbage i drift hurtigst muligt, skriver Rose Acres Farm i en meddelelse til Bloomberg News.

Tilbagekaldelsen svarer til næsten 10 dages produktion i farmen, der laver 2,3 millioner æg om dagen.

Rose Acres Farms er et familiedrevet selskab, der startede i 1930'erne i Indiana. Den er blevet en af USA's største producenter af æg.

Ifølge Bloomberg er det den største tilbagekaldelse af æg i USA siden 2010, hvor 550 millioner æg fra to farme i delstaten Iowa blev tilbagekaldt.

Mens 207 millioner æg ikke er småting, så er det kun en mindre del af USA's årlige ægproduktion på 102 milliarder æg. Hvert år spiser hver amerikaner gennemsnitligt 278 æg.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.185