Brødrene Dahl vil åbne ny kæmpe butik i Aarhus
Med en investering på et betydeligt tocifret millionbeløb gør Brødrene Dahl klar til at åbne endnu en butik i Aarhus.
Det fortæller virksomheden i en pressemeddelelse.
Mere end 70 medarbejdere får deres daglige gang i den 5.100 kvadratmeter store bygning, som også vil rumme en Øland shop-in-shop med ventilation og teknisk isolering.
-Lige nu står vi med en rå lagerbygning, som i løbet af de kommende måneder vil gennemgå en fuldkommen forvandling. Vi bygger et helt nyt butiksmiljø med mødefaciliteter og cafémiljø til håndværkerne samt kontorer til de mange medarbejdere, vi samler på lokationen. Der er tale om en betydelig investering og opskalering fra vores side. Vi udvider, så vi kommer op på fire butikker i Aarhus og 53 på landsplan. Samtidig får vi mulighed for at centralisere en masse kompetencer, som hidtil har siddet på forskellige lokationer i Jylland. Det vil give en større smidighed og resultere i synergier, som i sidste instans vil gavne vores kunder, forklarer Jesper Faurholdt, administrerende direktør i SGDD, som ejer Brødrene Dahl og Øland.
Ligger midt i smørhullet
Brødrene Dahl har længe haft et godt øje til Aarhus. Byen vokser med over 5.000 borgere om året, og et stenkast fra den nye butik skal der etableres en helt ny bydel med plads til 25.000 nye indbyggere.
Lokationen er således velvalgt, både i forhold til det konkrete byudviklingsprojekt, og i forhold til beliggenheden lige op ad E45.
-Vi kommer til at ligge lige i smørhullet og forventer at tiltrække kunder både nordfra og fra hele Djursland, siger Jesper Faurholdt.
Mulighed for at spille på alle tangenter
-Vi arbejder hele tiden på at gøre det bekvemt og enkelt for vores kunder. Det skal være nemt at komme til en Brødrene Dahl butik, og når man kommer frem, skal det være nemt at handle hos os. Det gælder uanset om man kommer for hurtigt at hente en forudbestilt leverance, eller man ønsker at tale med en specialiseret rådgiver. Det er ud fra disse principper vi indretter den nye butik, som blandt andet får drive-In og tilgængelighed døgnet rundt.
-Tilgængelighed er et vigtigt parameter i fremtidens butiks-setup, og her ønsker vi at ligge helt i front. Brødrene Dahl skal være tilgængelige, når kunderne har brug for os. Det er ikke altid mellem kl. 8 og 16, så derfor vil man også kunne få fat i os uden for almindelig åbningstid på Johan Guthenbergsvej, fortæller Jesper Faurholdt.