Sløj sommer ramte Hjem-Is på bundlinjen
Hjem-Is har præsenteret et underskud for 2017 på næsten 13 millioner kroner.
Regnskabet hos Hjem-Is viser nemlig et underskud før skat på 12,9 millioner kroner, skriver Jydske Vestkysten.
- Når det er koldt og regner, så er lysten til at spise is ganske enkelt ikke så stor. Det har en effekt på os, siger administrerende direktør Torben Meng til avisen.
Hjem-Is blev sidste år opkøbt af Food Union Group gennem Premier Is fra Thy, som Food Union Group købte i 2015.
- Vi laver et underskud i 2017 på grund af omkostninger i forbindelse med overtagelsen, driftsmæssige udfordringer og vejret. En stor del af forklaringen er, at vejret var dårligt, siger Torben Meng til Jydske Vestkysten.
Direktøren uddyber, at man nu arbejder på at lave en turn around, hvor man ikke tør håbe på overskud allerede i 2018.