23948sdkhjf

Miljøstyrelsen går i brechen for udskældte plastikposer

De på overfladen miljøvenlige stofposer får hug i ny analyse, der opfordrer til brug af plastikposer.
Næste gang der bliver uddelt fordømmende blikke, når en plastikpose ryger på disken i supermarkedet, er der ingen grund til at føle skyldens klamme hånd lægge sig på skulderen. Plastikposerne er nemlig bedre for miljøet end stofposer.

Det konkluderer en ny, stor undersøgelse fra DTU, der er bestilt af Miljøstyrelsen.

- Det kan virke overraskende, at plastposer er det mest miljøvenlige valg.

- Men stofposer belaster miljøet langt mere ved produktionen, fordi bomuldsproduktion kræver mange ressourcer og lægger beslag på et stort areal, skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse på sin hjemmeside.

Undersøgelsen hedder mundret "Life Cycle Assesment of grocery carrier bags".

Den konkluderer, at man skal bruge en papirspose 40 gange, en stofpose i almindeligt bomuld 7100 gange og en stofpose i økologisk bomuld 20.000 gange, før de er bedre alternativer for miljøet.

- Har du allerede stofposer eller en anden type poser, som du bruger, er det en god idé at blive ved med at bruge dem, indtil de er slidt op.

- Livscyklusvurderingen understreger således, at det er godt for miljøet, hvis vi genbruger vores bæreposer så mange gange som muligt, uanset materialet, skriver Miljøstyrelsen.

Rapporten vækker ikke overraskende glæde hos interesseorganisationen Plastindustrien.

- Plastposen er et af de nok mest udskældte plastprodukter i den offentlige debat. Analysen her viser, at kritikken er ubegrundet.

- Plastposen er og bliver det mest miljørigtige posevalg, når man sammenligner med alternativerne, skriver administrerende Thomas Drustrup på organisationens hjemmeside.

Plastikposer har været meget udskældte de seneste år, da plastikforurening bliver et større og større problem ikke mindst i verdenshavene.

Der er endda forslag om forbud mod brug af plastikposer i flere lande.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089