23948sdkhjf

Magasin sløjfer salg af tobak fuldstændigt

Kræftens Bekæmpelse roser stormagasinet Magasin for at tage et opgør med salget af tobak.
Fra på fredag er der ikke længere tobak at finde i Stormagasinet Magasins supermarked, Mad & Vin.

Det historiske varehus har taget et opgør med salget af tobak og vil i stedet fokusere på sundere produkter, lyder det i en pressemeddelelse.

- Hos Magasin ønsker vi både at understøtte samfundstendensen om en sundere livsstil og at få en endnu skarpere sundhedsprofil selv, lyder det fra Magasins marketingdirektør, Lise B. Thomsen.

Udmeldingen kommer kun en uge efter offentliggørelsen af nye tal fra Sundhedsstyrelsen, der viser, at flere unge ryger cigaretter hver dag.

Andelen af unge mellem 16 og 24 år, der ryger dagligt, er steget med 12,5 procent for drenge og 11 procent for piger siden en lignende måling i 2013.

Derfor roser Kræftens Bekæmpelse også stormagasinet for opgøret med tobakken.

- Jeg håber meget, at det her måske kunne blive en trend, og at der vil være flere supermarkeder, der følger efter.

- I virkeligheden så synes vi, at tobak er et så farligt produkt, at det ikke hører til i en dagligvarebutik, siger projektchef for tobaksforebyggelse hos Kræftens Bekæmpelse, Niels Them Kjær.
Han mener, at færre børn og unge vil begynde at ryge, hvis tobakken ikke er synlig ved disken i butikkerne.
Samme holdning har blandt andet den danske supermarkedskæde Coop.
Og her har man givet udtryk for, at der burde udstikkes retningslinjer, så alle butikker på én gang fjerner de udstillede tobaksvarer og stiller dem ned under disken.
Sker det ikke, håber man i Kræftens Bekæmpelse dog på, at butikkerne gør det på eget initiativ.
- Vi har set det i eksempelvis Belgien og Holland, hvor der er en lang række butikker, der har stoppet salget af tobak, fordi de ikke mener, det hører sammen med det sortiment, de ellers har.

- Det er især butikker, der gerne vil markedsføres på at være sunde og have sunde varer, siger Niels Them Kjær.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.121