Elvis-restauranter breder sig
Elvis-guitarist siger god for Henrik Knudsens koncept
Vejle-nyheden er indrettet i den tidligere restaurant Vejlegården, og lige som Randers-restauranten oser den af Elvis Presley og god, gammel amerikanerstemning. Der er Elvis-livretter på menukortet, Elvis-hits i højttalerne og servitricer i specialsyede 50'er-kjoler.
- Vi har oplevet en kæmpe-efterspørgsel på at udvide rundt om i landet og vi er især efterspurgt af kunder fra trekantområdet. Derfor ser vi det som en perfekt mulighed at starte vores første udvidelse netop i Vejle, konstaterer Henrik Knudsen ifølge Vejle Amts Folkeblad.
Flere på vej?
Til Food Supply oplyser Elvis-eksperten, at han endnu ikke ved, om der kommer flere Highway 51-restauranter.
- Jeg vil ikke udelukke det, men heller ikke love noget. Hvis ikke det lykkes at få succes i Vejle, skal vi nok ikke åbne flere. Det er gået fantastisk i den første uge, men der er jo også noget, der hedder nyhedens interesse, konstaterer Henrik Knudsen, der bruger nøjagtig det samme menukort i Vejle som på Memphis Mansion i Randers.
Han lader også forstå, at den legendariske James Burton, der var Elvis' guitarist i en årrække, har været forbi den nye restaurant i Vejle, hvor han skal have konstateret, at det hele er i Elvis' ånd, og at kongen ville have været stolt over stedet.
Gæsterne på Highway 51 kan blandt meget andet vælge Jailhouse Rock Salad, Devil in Disguise Burger, Love Me Tender-kyllingebryst og pandekager med is opkaldt efter Elvis' mor, Gladys.