23948sdkhjf

Aarhus Kommune sætter samarbejdet med omstridt café i bero

Aarhus Kommune vil sætte samarbejdet med den omstridte Café Kaffegal i bero, mens man undersøger arbejdsforholdene i virksomheden
Man vil fra Aarhus Kommunes side nu sætte samarbejdet med den omstridte Café Kaffegal i bero.

- I dag har jeg bedt min forvaltning om at sætte samarbejdet med virksomheden i bero, på den måde at vi ikke sender nye borgere ind i et forløb på virksomheden, før vi er kommet fuldstændig til bunds i den her sag, siger Kristian Würtz (S), der er rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND .

Søndag trådte 13 tidligere medarbejdere fra Café Kaffegal frem for at fortælle om kritisable arbejdsforhold i virksomheden.

Caféen modtager folk, der er psykisk sårbare og er henvist til caféen fra jobcenterets side for at komme tilbage til arbejdsmarkedet.

Men 13 personer, der har været ansat i caféen i et skåne- eller flexjob, fortæller, at ejeren af caféen, Brian Sørensen, udsatte de ansatte for mobning og tyrannisering.

Kommunen har jævnligt modtaget klager over forholdene i Café Kaffegal. Den sidste klage er sendt i marts 2017.

For fire år siden advarede en jobkonsulent fra Favrskov Kommune både rådmand Thomas Medom (SF) og Socialforvaltningen i Aarhus Kommune mod at samarbejde med virksomheden. Denne gang valgte man ikke at gøre noget ved henvendelsen.

Men efter TV2 ØSTJYLLANDs afsløringer de seneste par dage, har man nu valgt at forvaltningen for Sociale Forhold og Beskæftigelse skal undersøge Café Kaffegal nærmere.

- Vi har brug for en grundig redegørelse, for at vi kan tage en grundig drøftelse af, hvad det næste skridt skal være, siger Kristian Würtz.

Han fortæller også, at han har bedt forvaltningen om at tage kontakt til de nuværende medarbejdere i Café Kaffegal.

- Jeg har også bedt forvaltningen om at tage de borgere, vi i dag har i virksomheden, til en samtale om, hvad deres oplevelse er at være i virksomheden og hvad deres trivsel er. Det synes jeg også er en vigtig stemme at få ind i debatten, som vi ikke må glemme, siger Kristian Würtz.

Kristian Würtz tiltrådte som rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse 1. januar i år. Han afløste Thomas Medom(SF), der har været rådmand, mens man i forvaltningen modtog klagerne fra de tidligere medarbejdere i Café Kaffegal.

Rådmandens beslutning om at sætte samarbejdet med Café Kaffegal i bero kommer efter flere politikere har været stærkt kritiske i kølvandet på TV2 ØSTJYLLAND afsløringer af det dårlige arbejdsmiljø på Café Kaffegal.

- Jeg er meget, meget rystet over det, jeg har læst og set, siger byrådsmedlemmer Marc Perera Christensen (K) til TV2 ØSTJYLLAND.

- Vi har et kæmpe ansvar som kommune for ikke at sende borgere i aktivering eller virksomhedspraktikker, hvis vi har en virksomhed ikke opfylder helt basale krav i forhold til, hvordan vi gerne vil have et arbejdsmiljø skal være. Og der er rigeligt med dokumentation for, at Café Kaffegal sådan set har krænket borgerne i måden de har været arbejdsgivere på, siger Lene Horsbøl.

I går kunne TV2 ØSTJYLLAND dokumentere, at politikerne flere gange er blevet orienteret om forholdene på Café Kaffegal. Men alligevel mener de, at de ikke har fået hele sandheden.

- Sager af den her type er simpelthen ikke kommet op til beskæftigelsesudvalgets bord, siger Marc Perera (K).

- Jeg synes også, at det er alvorligt at beskæftigelsesudvalget ikke får den orientering, som måske kunne have gjort, at man havde valgt en anden tilgang til Café Kaffegal, end forvaltningen nu engang har valgt at gøre, siger Lene Horsbøl.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.158