23948sdkhjf

Salget af danske varer i udlandet får træg start på 2018

Eksporten falder. Især Tyskland og Storbritannien har købt færre danske varer i starten af 2018.
Danske virksomheder solgte lidt færre varer til udlandet i begyndelsen af 2018. Eksporten af varer faldt i januar med 0,3 procent. Det oplyser Danmarks Statistik.

Dermed fortsætter udviklingen fra slutningen af 2017. Set over de seneste tre måneder til og med januar er eksporten faldet med 0,8 procent.

Ifølge Steen Bocian, cheføkonom i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, er en stærk dansk krone, som hænger sammen med en stærk euro, med til at gøre varerne dyrere ude i verden.

Men det er ikke den eneste årsag til, at eksporten er lidt på retur.

- Vareeksporten havde et svært 2017, hvor blandt andet modvind fra den stærke euro bevirkede, at eksporten sluttede året på et lavere niveau end samme tid året før, skriver Steen Bocian i en kommentar til tallene.

- Målt over de seneste tre måneder er det særligt eksporten til EU- landene, som er faldet. Det indikerer, at det ikke blot er valutakursudviklingen, som trækker ned i eksporten, lyder det.

Især salget af maskiner og næringsmidler trækker ned i det samlede billede. Og det er blandt andet nogle af de helt store aftagere af danske varer, Tyskland og Storbritannien, der har købt færre varer.

- Eksempelvis er eksporten til vores største marked, det tyske, faldet med 5,2 procent over de seneste tre måneder, skriver Steen Bocian.

- Eksporten til Storbritannien falder også meget markant, men inden vi råber brexit-effekter, så er det vigtigt at huske, at enkeltleverancer fra tid til anden rykke meget voldsomt i den månedlige udvikling, lyder det.

Briternes beslutning om at sige farvel til EU - såkaldt brexit - har skabt uro om handlen med Storbritannien.

I Dansk Industri tror man på, at der generelt vil komme mere fart på eksporten i de kommende måneder.

- Der er kommet gang i verdensøkonomien, og både i Europa og på de fjerne markeder er der udsigt til, at væksten fortsætter, siger direktør Kent Damsgaard, Dansk Industri, i en skriftlig kommentar.

- Selv om en stærk dansk krone gør danske varer dyrere uden for Europa, så betyder den generelle fremgang i udlandet, at vi stadig forventer, at de danske virksomheder kan eksportere mere i 2018, lyder det.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078