23948sdkhjf

Fremtiden fortsat usikker for Kvickly i Silkeborg

Kvickly er ikke enig med AP Pension om forholdene for ny forretning på Søtorvet i Silkeborg

Efter planen skulle der tages første spadestik til et helt nyt Kvickly-varehus i centrum af Silkeborg inden for de næste par måneder.

På nuværende tidspunkt er Kvickly dog stadig ikke blevet enig med AP Pension, som står for byggeriet. Dermed er forretningens fortsatte eksistens på Søtorvet usikker.

Det skriver Midtjyllands Avis.

Byggeriet er den del af et kæmpestort projekt på Søtorvet i Silkeborg. Projektet indebærer 280 boliger, erhverv, en bypark og altså et supermarked.

For at gøre plads til de 280 nye boliger skal den eksisterende Kvickly-butik rives ned og genopføres i samme størrelse et andet sted på Søtorvet.

- Vi er ikke så langt, at vi kan sige, at vi kommer til at indgå i et nyt lejeforhold med AP Pension. Vi mangler at blive enige om nogle forudsætninger, der omhandler parkering, synlighed af forretningen og ikke mindst, hvordan kunderne skal komme til og fra forretningen i løbet af de to-tre år, der vil være byggeri på Søtorvet. Det bliver jo et helvede, siger udviklingschef i Coop Ejendomme, Flemming Møller Hansen.

I forbindelse med ombygningen mister Kvickly tyve parkeringspladser, og det har tidligere ført til sammenstød mellem de to parter.

Det er dog fortsat planen, at Kvickly skal rykke ind som supermarked i den nye bydel, fastslår direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson.

- Det drejer sig formentlig blot om dage, før vi får en aftale, siger Peter Olsson og erkender, at der fortsat er en del detaljer, der skal afklares.

- Men man skal huske på, at vi først for en uge siden indgik aftale med entreprenøren, som skal stå for detailplanlægningen i byggeperioden. Derfor har vi ikke kunnet komme nærmere ind på eksempelvis adgangsforholdene til Kvickly i byggeperioden før nu, siger Peter Olsson.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14