Maribo får sit tredje apotek
Apoteker Peter Lück åbner endnu en filial i Maribo. Dermed kommer byen fremover til at have hele tre apoteker.
I forvejen kunne snøftende borgere fra Maribo på Lolland købe medicin på Maribo Apotek. I august sidste år fik de så mulighed for også at gøre deres indkøb på Løve Apoteket i Lollands Centeret.
Fremover bliver der dog endnu mere kamp om kunderne, når apoteker Peter Lück, der står bag Maribo Apotek, åbner endnu en filial - Torvegades Apotek, der får adresse få meter fra Løve Apoteket.
Det skriver Folketidende.dk.
Ifølge mediet er åbningen et modsvar til, at der kom en konkurrent i august.
- Og så får vi parkering helt tæt på. Det er hele årsagen, siger Peter Lück.