23948sdkhjf

Her åbner Tvis sin næste butik fredag

En mangeårig drøm om at blive selvstændig køkkenforhandler går i opfyldelse, når Vibeke Bendorff fredag den 2. marts 2018 officielt åbner dørene til den nye Tvis Køkkener-butik i det nordlige Esbjerg.

På Østre Gjesingvej i Esbjergs storcenterkvarter har hun indrettet en konceptbutik med de nyeste køkkendesign og et bredt sortiment på 360 kvadratmeter.

Hun glæder sig til for alvor at åbne dørene. De har faktisk allerede stået på klem.

- Hver dag har vi haft kunder i butikken, mens vi har arbejdet med at opbygge udstillingen. Det tegner rigtig godt, men nu bliver det også spændende at kunne vise kunderne den færdige udstilling.

Vibeke Bendorff er oprindelig uddannet byggetekniker og kender køkkenbranchen fra blandt andet et tidligere job i sin mands byggevirksomhed Bendorff Byg, som også er certificeret Tvis-montør.

Teamet hos Tvis Køkkener i Esbjerg tæller blandt andre også Torben Bjørnlund Nielsen, der bringer mange års erfaring fra køkkenbranchen med til det nye job.

Med Tvis Køkkener i Esbjerg skal kæden dække et urørt felt på sit Danmarkskort. En anden butik, som skal åbne om ganske kort tid, er i Aabenraa.

TCM-koncernen, der producerer Tvis Køkkener i Tvis ved Holstebro sammen med Svane Køkkenet og andre mærker, satser i øvrigt på at åbne igen i Aalborg, hvor man lukkede i 2017. Tvis skal også styrkes i Trekantsområdet og åbne inden længe i Vejle eller Fredericia. Og gerne også på Sjælland, hvor Tvis-butikkerne er få - og alle tæt på København.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097