23948sdkhjf

Vinsælgere melder udsolgt af prins Henriks vin

Flere vinforhandlere oplever øget efterspørgsel på vin fra Château de Cayx, skriver lokalavis.
Siden kongehuset natten til onsdag måtte meddele, at prins Henrik er gået bort, er efterspørgslen på vin fra prinsgemalens slot Château de Cayx steget.

Det oplyser flere vinforhandlere, som Sjællandske Medier har talt med.

Mediets hjemmeside har talt med tre vinforhandlere af prinsens vin. De fortæller samstemmigt, at efterspørgslen på vinen er steget siden tirsdag.

- Både vores webshop og butikker er nærmest blevet væltet af kunder, der vil købe prins Henriks vin, siger Lars Benmouyal, der er marketingchef ved H.J. Hansen Vin - Vinspecialisten.

- I alle vores butikker er vinene simpelthen blevet revet væk fra hylderne, og vi har lige nu udsolgt af stort set alle slags, så vores indkøbsafdeling har travlt med at få hentet mere vin hjem.

Han fortæller, at den øgede interesse for de royale vine allerede begyndte at tage til onsdag morgen, da nyheden ramte landet.

- Jeg tror, at den øgede efterspørgsel dels skyldes, at folk tænker, at de da lige må smage hans vin, og dels tror jeg, at det er en måde at ære prins Henrik på.

Prins Henrik har i 40 år produceret og solgt vin fra Château de Cayx i Frankrig. I 2015 bortforpagtede han salg og produktion af vinen til det franske firma Vinovalie.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093