23948sdkhjf

Modeuge-direktør: Ikke så vigtigt at ligne klassisk model

I modeugen i København var der plads til mange slags modeller og forskellige shows, fortæller direktør.
Modeugen i København var præget af en stor diversitet blandt modellerne og kreative designere med alternative shows, der ikke bare foregik på catwalken.

Det fortæller Copenhagen Fashion Weeks direktør, Camilla Frank, på modeugens sidste dag, fredag.

- Jeg har set en meget stor diversitet på catwalken, som viser alle mulige forskellige personligheder. Det er ikke så vigtigt, at man ligner en klassisk model.

- Man skal bare have en stærk personlighed, og det synes jeg egentlig er super interessant.

- Det falder også godt i tråd med, at personlighed er meget vigtigere, end at man ligner et bestemt glansbillede. Det er ikke særlig moderne mere. Jeg synes, at denne modeuge har været med til at bakke op om den tendens, siger hun.

Modebranchen er flere gange blevet beskyldt for at være skyld i spiseforstyrrelser blandt modeller, fordi de kræver, at modellerne er ultratynde.

Ved modeugen i august sidste år havde flere modelbureauer 16-årige modeller til et sundhedstjek, som involverer et længere interview med en fagperson.

Ifølge Camilla Frank er flere begyndt at lægge vægt på meget andet end modellernes vægt.

- Der er ikke nogen, som ikke kan være modeller. De har været gode til at bruge modeller i alle farver, højder og størrelser. Du må gerne have en skæv næse. Det vigtigste er din udstråling, siger hun.

I løbet af modeugen er 28 shows blevet afholdt. Camilla Frank oplevede flere shows, som eksperimenterede med formen.

- Der er en stor kreativt i den måde, man har vist sin kollektion. Det kan være alt fra et danseshow til en præsentation af nogle kollektioner inde i et hotelværelse, hvor man laver små scener og man føler, at man beskuer en film.

- Man behøver ikke lave et klassisk catwalk-show, siger hun.

Modeugen får dog også kritik fra Designskolen i Kolding og Herning. Skolerne mener ifølge DR Syd, at prisen for at have en stand eller et show er så høj, at de nye, unge designere ikke har råd til at være med.

Camilla Frank påpeger dog, at modeugen kun får 25 procent i støtte fra kommunen, mens modeugen skal finde resten af pengene selv. Desuden har modeugen allerede en talentscene.

- Først og fremmest har vi en scene, der er målrettet unge designtalenter. Tanken er, at vi muligvis til næste sæson gør scenen åben for ansøgninger, så alle kan byde ind, siger hun.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.104