23948sdkhjf

Risiko for misbrug: 36.000 danskere skal have nye betalingskort

Rundt omkring i Danmark får 36.000 betalingskortholdere i disse dage besked fra deres pengeinstitut om, at deres betalingskort skal skiftes ud med et nyt.

Det fortæller digitaliseringsdirektør hos realkredit- og banksektorens interesseorganisation Finans Danmark, Michael Busk-Jepsen, til Skive Folkeblad .

Årsagen er, at der er risiko for, at kortenes oplysninger vil blive misbrugt.

Problemet er opstået, fordi der på den ene eller anden vis er uvedkommende, der har fået adgang til kundernes betalingskortoplysninger - eksempelvis ved brug i en netbutik, og Nets, som administrerer de digitale betalingssystemer i Danmark, har registreret uregelmæssighederne og har herefter rapporteret til banker og sparekasser, at kortene bør skiftes ud med nye, for alene mistanken om, at der kan ske misbrug af kortet er nok til, at de skal udskiftes.

- Det er konstateret, at der er et mønster i noget, der kunne ligne svindel. Der kan være en kobling til en netbutik eller flere netbutikker. I hvert fald et eller andet mønster, der er anderledes end normalt. Det er typisk Nets, der reagerer på det, og så opfordrer de bankerne til at tage fat om problemet og få foretaget en præventiv kortudskiftning, siger Michael Busk-Jepsen til Skive Folkeblad.

Hverken hos Finans Danmark eller Nets ønsker man at oplyse om, hvor kortoplysningerne konkret er blevet tappet.

Men Michael Busk-Jepsen forklarer, hvordan misbruget ofte sker.

- Det vil typisk være, fordi man har handlet i en netbutik, som så måske er blevet hacket, eller hvor der ikke er passet ordentligt på betalingskortoplysningerne, så de måske er blevet lækket, og jeg understreger måske. Der behøver bestemt ikke at være tale om netbutikker med kriminelle intentioner, siger Michael Busk-Jepsen fra Finans Danmark med henvisning til de historier, der indimellem dukker op om netbutikker, der viser sig at være oprettet med svindel for øje.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079