23948sdkhjf

Møbelgiganten Ikeas grundlægger Ingvar Kamprad er død - 91 år

Grundlæggeren af den verdensomspændende møbelkoncern Ikea døde lørdag. Ingvar Kamprad blev 91 år.
En af de største erhvervsfolk i svensk historie er gået bort.

Møbelgiganten Ikeas grundlægger, Ingvar Kamprad, er død, 91 år. Det skriver det svenske medie Dagens Industri.

Ingvar Kamprad døde lørdag, bekræfter Lars-Johan Jarnheimer, talsmand i Ingka Holding, Ikeas moderselskab, over for Dagens Industri.

- Ja, det gjorde han, selv om man aldrig troede, at det skulle ske. Det er bare sørgeligt, men samtidig kan man glæde sig over, at han fik et langt og indholdsrigt liv, siger han til mediet.

- Jeg tror, han har haft det sjovt, mens han opbyggede Ikea, tilføjer han.

Ingvar Kamprad grundlagde møbelgiganten, da han var bare 17 år.

Det verdenskendte firmanavn er en sammenskrivning af initialerne i Ingvar Kamprads navn, hans fødegård Elmtaryd og landsbyen Agunnaryd, hvor han kommer fra.

Ikea startede under beskedne kår, men Ingvar Kamprad byggede forretningen op til at være et verdensomspændende foretagende, hvis genkendelige navn og varemærke i dag er at finde på 355 varehuse i 29 lande.

Dagens Industri kalder Ingvar Kamprad en legende og en af Sveriges mest populære milliardærer.

Ikea-stifteren blev født i 1926 i Småland som tredjegenerationsindvandrer med bedsteforældre fra Tyskland.

I 2016 kunne Ingvar Kamprad fejre sin 90-års fødselsdag med en personlig formue på over 140 milliarder kroner.

Selv om han altså gennem sit lange liv formåede at blive en af Sveriges og verdens rigeste mænd, insisterede han på at være en mand af folket.

Historier går på, at den svenske milliardær i mange år kørte rundt i en gammel rusten Volvo Stationcar. Men der er også skyggesider af historien om Ikeas grundlægger.

Eksempelvis har han i 40 år levet i skattely i Schweiz, og Ikea ejes af skattehensyn af et firma registreret i Holland. Svenske medier har tidligere regnet sig frem til, at Kamprad har skjult mindst 100 milliarder kroner for skattemyndighederne.

Derudover blev det for lidt over 20 år siden afsløret, at han frem til 1950'erne flirtede med nazismen. Blandt andet ved at være medlem af den nazivenlige Nysvenska Rörelsen.

Efter afsløringen har Kamprad flere gange beklaget medlemskabet, ligesom han har skrevet personlige breve til alle Ikeas jødiske ansatte og bedt om tilgivelse.

30. marts ville den svenske forretningsmand være blevet 92 år.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109