23948sdkhjf

Analyse: Dagligvarer er e-handlens joker

Danskerne er ivrige e-handlere, men de er knap så hurtige på tasterne, når det kommer til dagligvarer.
Danskerne er ivrige med at klikke varer og services i den digitale indkøbskurv, og e-handlen vokser med tocifrede vækstrater år for år. Men ét område af detailhandlen oplever ikke de samme vækstrater.

Dagligvarehandlen står for omkring halvdelen af detailomsætningen, men andelen af dagligvarer, der bliver købt på nettet, er fortsat begrænset.

Dansk Erhverv estimerer, at e-handlen med dagligvarer i Danmark beløb sig til i omegnen af 2,5 mia. kr. i 2017, svarende til ca. 2 pct. af den samlede dagligvarehandel i Danmark.

Det er især veluddannede børnefamilier med mindre børn i storbyerne, der bruger e-dagligvarer til at spare tid i en travl hverdag. Men også ældre, der har svært ved at komme rundt eller bære varerne, bruger det moderne svar på cykelbuddet hos tidligere tiders lokale købmand.

Betydeligt potentiale i e-handel med dagligvarer
Der er dog et betydeligt potentiale i e-handlen med dagligvarer i Danmark, men der går givetvis en årrække, før e-dagligvarehandlen for alvor tager fart og vinder store markedsandele.

Dette skal ses i lyset af, at udviklingen i en række andre europæiske lande og USA, hvor afstanden til dagligvarebutikker ofte er større, heller ikke er voldsomt langt fremme endnu.

En vigtig faktor for udbredelsen er en ændring af forbrugernes mindset, herunder om danske forbrugere kan vænne sig til ikke at se og vurdere varerne forud for købet.

En anden afgørende faktor er, at logistikken bliver optimeret, både i forhold til bl.a. geografisk udbredelse og transportløsninger, som er optimale for såvel virksomhederne som forbrugerne.

Dagligvarer er e-handlens joker
Selvom e-dagligvarehandlen endnu ikke har taget syvmileskridt ind i danskernes forbrug, har rene online-aktører, som fx Nemlig.com og Aarstiderne, udfordret det traditionelle dagligvaremarked, og Danmark er faktisk relativt langt fremme i en international kontekst.

I Europa er Storbritannien fortsat frontløber med 7,5 pct. af dagligvareomsætningen på nettet i 2017 efterfulgt af Frankrig, mens en række asiatiske lande er meget længere fremme end Europa og USA.

Sydkorea er suverænt længst fremme på verdensplan, idet næsten en femtedel af dagligvareomsætningen sker online, mens Japan med sine 7,5 pct. er på niveau med Storbritannien.

Hvis e-dagligvarehandlen for alvor vinder indpas blandt danskerne, kan det få særdeles stor betydning for, hvor meget den samlede e-handel vil vokse i fremtiden. Dagligvarer er med andre ord e-handlens joker.

Læs Dansk Erhvervs nye analyse ’ Dagligvarer på nettet – det nye købmandsbud
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088