23948sdkhjf

Sverige fjerner fordel for billige varer fra Kina

Transportministeren skal svare på, om svensk løsning kan bruges i Danmark.
Det piner danske internetbutikker, at konkurrenter som Alibaba i Kina kan sende en pakke meget billigere til Danmark, end danskerne kan sende den inden for Danmark. Nu har Sverige imidlertid fundet en løsning, som kan få kinesernes store fordel til at fordufte og mængden af pakken bragt ned, skriver NORDJYSKE Stiftstidende. Danske ministerier undersøger sagen.

I Sverige skal der snart betales både moms og gebyr på momsbehandling for selv den billigste vare, fortæller kommunikationsdirektør Thomas Backteman, Postnord, Sverige. Det bliver betydeligt dyrere at købe især billige varer, forklarer han.

I dag er bagatelgrænsen 164 danske kroner i Sverige, mens den er 80 kroner i Danmark, inden der skal betales moms. Selve gebyret for at behandle momsen er i dag godt 90 kroner i Sverige.

- Det er for tidligt at sige, hvad afgiften bliver. Det afhænger af den tekniske løsning, siger Thomas Backteman til NORDJYSKE.
Kommunikationsdirektøren anser det for usandsynligt, at gebyret for momsbehandling i fremtiden bliver større, end det er i dag for varer over bagatelgrænsen. En model skal findes inden 1. marts.

I Danmark opkræves også et gebyr for at behandle moms. Det er på 160 kroner hos Postnord i Danmark. Den store forskel fra Sverige bliver, at der ikke tages moms eller gebyr for de billigste varer i Danmark, hvor det også sker at varer angives til falsk lav værdi for at undgå moms og gebyr.

Den socialdemokratiske postordfører i Folketinget, Christian Rabjerg Madsen, mener, at den svenske løsning er så interessant, at han vil stille skriftligt spørgsmål til transportminister Ole Birk Olesen (LA) i sagen.

- Jeg kan ikke gennemskue, om den svenske løsning vil være god for Danmark. Men man kan konstatere, at Danmark og Sverige har helt parallelle problemer med urimelig konkurrence fra Kina, som kan sende varer langt billigere end mellem butikker og kunder i Danmark, fordi Kina regnes som et uland i forhold til postforretningen, siger Rabjerg Madsen.

- Jeg konstaterer, at den svenske regering handler langt mere håndfast i forhold til at løse problemet end det, vi har set fra den danske regering. Den har været meget passiv, siger postordføreren.

Transportministeriet oplyste fredag, at det har kontaktet Skatteministeriet for at høre, om Danmark kan benytte samme model som Sverige i forhold til EU-regler og lande uden for EU.
Kommenter artiklen (3)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063