23948sdkhjf

Nyt partnerskab: Stor møbelkæde og forhandler af brudekjoler

Brudekjolebutikken Panayotis og møbelkæden Ilva har indgået et stilbevidst parløb og er flyttet sammen i Vejle.

De mødtes på internettet, men forholdet blev hurtig ført ud i den virkelige verden, og nu har Ilva flyttet sine møbler ind hos Panayotis.

- Vi har for nyligt flyttet butikken til Vejles gamle teater, og i den forbindelse søgte vi en møbelpartner, som kunne hjælpe os med at indrette syv af vores prøverum og loungen omkring dem, fortæller Michael Panayotis, ejer og direktør for Panayotis.

Da Ilvas kædedirektør Piet Klein så efterlysningen, var han hurtig til at byde sig til.

- Det er en perfekt mulighed for at skabe et univers, der viser vores møbler frem og styrker Ilvas brand på en helt ny måde over for målgruppen, lyder det fra Piet Klein.

Hos Panayotis var der heller ingen tvivl om, at de to brands var som skabt for hinanden.

- Vi har hele tiden set Ilva som vores perfekte match, fordi de lige som os henvender sig til kvalitetsbevidste kvinder, der går efter det lidt ekstraordinære og eksklusive, og som gerne vil give lidt ekstra for at få noget virkelig lækkert, siger Michael Panayotis.

Første resultat af parløbet er IlvaLounge i Panayotis’ nye 800 kvadratmeter store butik i Vejle.

Her kan kommende brude og deres følge slå sig ned i dagligstuelignende omgivelser med bløde veloursofaer og cool sofaborde, som skaber en hjemlig og afslappet stemning.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.121