23948sdkhjf

Politiet halter langt efter netsvindlere

Politiet dropper it-system mod netsvindel. De lover løsning i slutningen af året.
Siden 2015 har Rigspolitiet været på vej med en hjemmeside til anmeldelse af it-kriminalitet. En aktindsigt som Orientering på P1 har fået, viser, at den først skulle være klar i slutningen af 2016, og siden at den skulle komme i sommeren 2017.

Nu er meldingen, at det oprindelige projekt er skrottet, men en ny løsning vil komme i slutningen af året.

- Der er problemer med at opklare rigtigt meget it-kriminalitet. Så man må jo håbe, at politiet finder nogen, der kan udarbejde den her løsning. Det kan kun gå for langsomt, siger Lene Wacher Lentz, der er ph.d.-forsker i netop dansk politis efterforskning på internettet ved juridisk institut på Aalborg Universitet.

Formålet med den nyudviklede, men nu stoppede anmeldelsesportal skulle være at sikre en mere effektiv borgerbetjening, og at politiet kunne opklare mere netkriminalitet.

- I dag sker anmeldelser til hver deres politikreds. Og det er nogle meget, meget gamle systemer, der håndterer sager og anmeldelser, så de er ikke gearet til, at kredsene skal snakke sammen. Og det er nødvendig med it-kriminalitet, som kan brede sig uafhængig af tid og sted, forklarer Lene Wacher Lentz.

Lene Wacher Lentz har arbejdet i 10 år som anklager ved Nordjyllands Politi, så hun kender behovet for en ny landsdækkende løsning.

- Anmelderne oplevede, at de skulle sende det samme rigtigt mange gange, og når de så ringede ind, så manglende der dokumenter, og ting var ikke opdateret rigtigt, fortæller hun.

Brugt tid og penge
Oprindeligt var det meningen, at anmeldelsesportalen skulle forankres i Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center. De nåede at arbejde to et halvt år med projektet, inden det blev sat i bero i sommer.

Orientering på P1 kan i dag fortælle, at projektet, der også skulle kunne håndtere våbentilladelser, i slutningen af 2016 havde kostet fire millioner kroner og over 4.000 interne arbejdstimer.

Nu er det projekt blevet afløst af en ny hjemmeside til hele politiet, hvor alle typer forbrydelser skal kunne anmeldes online.

- Vi har valgt at satse på en platform, hvor vi kan samtænke flere forskellige ting på en gang. Og økonomisk kriminalitet er det, vi prioriterer højest, og som vi regner med at være færdige med først, forklarer kommunikationschef i Rigspolitiet Thomas Kristensen.

Men hele forløbet er set udefra svært at forstå.

- Det undrer mig umiddelbart, at man efter to et halvt år vælger, at lukke ned uden lige at forklare hvad der har været tankerne bag, siger Lene Wacher Lentz.

- Hvad er det lige der er gået galt der? Man har haft nogle ideer og man har arbejdet målrettet på et projekt, som så er blevet lukket ned uden egentligt at forklare, hvad er det lige der er sket.


Netbutikkerne er frustrerede
En af dem, der ærgrer sig over politiets nøl, er Henrik Theil. Han er kommunikationschef i Foreningen for Dansk Internet Handel, hvor mange medlemmer er blevet ramt af svindel og har siden haft svært ved at anmelde sagerne til politiet.

- Der er en del af netbutikkerne, der har opgivet at anmelder svindelsager, fordi de ikke mente, der sker noget i sagerne, fortæller han.

Lige siden 2011 har han nævnt problemet over for politiet, så en ny hjemmeside i slutningen af 2018 er et fremskridt, men det imponerer ikke:

- Vi har ønsket en central anmeldelse ved netsvindel, så netbutikkerne ikke var afhængig af at ramme den rigtige politikreds afhængig af, hvor svindlerne bor, eller hvor man tror, svindlerne bor, forklarer han.

Fra 2009 til 2016 steg antallet af anmeldelser om databedrageri og bedrageri med stjålne kreditkort med 350 procent.


Efterforskning vil måske blive ændret
Spørgsmålet er så, om politiets nye hjemmeside løser problemet med, at det er svært at koordinere fra politikreds til politikreds.

- Når borgeren anmelder til os, så vil det fortsat være den enkelte kreds, der kommer til at efterforske den pågældende sag, starter Thomas Kristensen fra Rigspolitiet med at forklare.

Men han ringer tilbage for at tilføje, at den nye hjemmeside hjælper politiet med to ting: Bedre analyse og bedre koordinering.

- Vi får et nyt analyseværktøj, der kommer til at gøre det meget nemmere for os at overskue de datamængder, vi har med at gøre, og finde ud af, hvad vi i øvrigt ved om den person, vi har i kikkerten, forklarer han og fortsætter:

- Vi får også en væsentlig bedre mulighed for at sige, at ‘den her sag skal ikke efterforskes tre forskellige steder, den skal samles et sted’.

Desuden kan der være yderligere forandringer på vej.

- Det er et område, der lægger op til noget nytænkning. Vi arbejder hen mod en mere central modtagelse af de her sager. Og det bliver helt sikkert noget, vi kommer til at kigge på her i det nye år.

Det lyder som om, der er en omstrukturering på vej, som du ikke kan sige noget endnu?

- Jeg kan sige, at vi lægger klart op til, at der skal ske noget nytænkning, fortæller Thomas Kristensen til Orientering på P1.

Fra 2009 til 2016 steg antallet af anmeldelser om databedrageri og bedrageri med stjålne kreditkort med 350 procent.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11