23948sdkhjf

Skats milliardopgør med amerikansk madraskoncern svulmer

Amerikanske Tempur Sealy risikerer dansk skattesmæk på flere milliarder kroner, fordi Skat mener, at koncernens pengeoverførsler til Danmark i en årrække har været for lav.
Den amerikanske madraskoncern Tempur Sealy står over for et dansk skattesmæk, der potentielt kan løbe op i flere milliarder kroner, skriver Finans.

Tempur Sealy, der ejer den danske madrasvirksomhed Dan-Foam i Aarup på Fyn, har i årevis bokset med Skat over koncernens interne afregningspriser, og af seneste regnskab fremgår det, at påløbne renter har fået sagen til at svulme til et samlet skattekrav på 1,6 mia. kr. Det krav gælder kun årene 2001-2008, og gør Skat krav gældende for årene fra 2009-2016 kan det samlede krav blive langt større, fremgår det af seneste regnskab for tredje kvartal.

I produktionen af madrasser i USA bruger Tempur Sealy teknikker, som er registreret hos Dan-Foam i Danmark, og derfor skal der overføres royalty-betalinger til det danske selskab. Skat mener, at Tempurs interne betalinger fra USA til Danmark har været for lave, og at indtægterne i det danske selskab dermed burde have været meget større.

Hverken Tempur Sealy eller Skat ønsker at kommentere historien over for Finans.

Henning Boye Hansen, chefkonsulent i revisions- og konsulenthuset BDO, mener, at sagen relaterer sig til et generelt større politisk fokus i Danmark på skattebetalinger i store virksomheder.

- Der er ingen tvivl om, at Skat gerne vil honorere den politiske opbakning ved at gennemføre meget store indkomstforhøjelser. Det er imidlertid et næsten fast kendetegn, at virksomhederne er ganske uenige i afgørelserne og derfor påklager disse til Landsskatteretten og eventuelt efterfølgende til domstolene. Og af de hidtil afgjorte har Skat tabt en del, vurderer Henning Boye Hansen over for Finans.

Sagen kører nu ved Landsskatteretten. For at få bremset rentetilskrivningen har Tempur Sealy indbetalt over 600 mio. kr. til Skat, og Skat har samtidig tilbageholdt over 300 mio. kr., som den amerikanske koncern ellers skulle have haft tilbage i moms.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079