23948sdkhjf

Black friday og varm oktober trak novembersalget op

Butikkernes omsætning steg i november, der både var præget af store rabatter og koldere vintervejr.
November var en god måned for de danske butikker, der opnåede en pæn omsætningsvækst sammenlignet med måneden før.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at detailsalget i november var 1,3 procent højere end i oktober.

Det skyldes formentlig black friday 24. november, hvor en lang række butikker lokkede med pæne rabatter på varer som tøj og elektronik.

Men også en varm oktober kan ifølge Danmarks Statistik have spillet ind.

Den har muligvis fået flere forbrugere til at skubbe købet af vintertøj til november, hvilket kan forklare det flotte løft.

Det understreges ifølge økonom Jonas Spendrup Meyer fra Dansk Erhverv, at salget af tøj og sko steg med 4,4 procent.

Han mener, at tallene kan være et udtryk for, at vores forbrugsmønster har ændret sig på grund af black friday.

At vi muligvis holder igen med forbruget i oktober og december for at bruge penge, når der er rabatter i luften.

- Det medfører dog også, at vi bliver nødt til at vente på salgstallene for december, før vi kan gøre endelig status over black fridays betydning for forbruget, skriver han i en kommentar.

Korrigerer man for prisudvikling, sæsonudsving og antallet af handelsdage lå detailsalget i perioden fra september til november 0,6 procent over salget de foregående tre måneder.

Alligevel noterer Sydbanks makroøkonom Søren V. Kristensen sig, at forbrugsvæksten de senere år har været relativt afdæmpet.

Og det endda på trods af stigning i realløn, boligpriser og beskæftigelse.

- Det afspejler, at selv om de danske forbrugere på overfladen er i et ganske pænt humør, så er vi alligevel langt mere forsigtige, end vi har set det i tidligere opsving.

- Vi bruger simpelthen en mindre andel af de ekstra penge, vi tjener. Det lægger selvfølgelig en dæmper på væksten, men omvendt sikrer det, at vores gæld ikke vokser, som vi har set det i tidligere opsving, siger han.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142