Nets: Julehandlen i topform
Nye tal fra Nets viser flot fremgang i julesalget, som overstiger handlen i 2016.
De seneste år er julehandlen imidlertid blevet skudt tidligere i gang med bl.a. Black Friday i slutningen af november, og det giver øget juletravlhed i butikkerne gennem hele starten af december.
Det viser nye tal fra Nets, fortæller virksomheden i en pressemeddelelse.
Lige nu viser 2017-forbruget med Dankort (online og i fysiske butikker) i perioden fra 1. december t.o.m. 17. december en støt stigning på 3,3 pct. - eller 709 millioner kroner - i julesalget set i forhold til samme periode sidste år, viser tal fra Nets.
- Danskerne foretrækker at bruge deres Dankort, når de handler - især i december, hvor både antallet af betalinger og forbruget stiger. I december har danskerne i gennemsnit handlet for 42 millioner kroner mere om dagen, end de plejer, set i forhold til samme periode sidste år, fortæller Jeppe Juul-Andersen, direktør med ansvar for Dankort hos Nets.