23948sdkhjf

Pressede teleselskaber vil tjene penge på viden om kunder

Store teleselskaber vil tjene penge på deres viden om kundernes adfærd og bevægelsesmønstre.
Priskrig på mobilmarkedet og færre kunder til tv-pakker sætter de store teleselskaber under så hårdt pres, at de kaster sig over nye forretningsområder. Det skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie, Finans.

De tre telegiganter TDC, Telenor og Telia udforsker mulighederne for at tjene penge på deres viden om kundernes bevægelsesmønstre og adfærd. Enten i deres egen forretning eller ved at sælge det til andre virksomheder.

Sådanne data over danskernes bevægelsesmønstre og adfærd har værdi for blandt andet butikker og forsikringsselskaber. Det siger director i Deloitte Frederik Behnk, der følger teleområdet,

- Teleselskaberne sidder på store mængder af data og er vant til at analysere dem nøje, siger Frederik Behnk til Finans.

- Hvis de formår at sælge deres viden og datamængder til andre virksomheder, ligger der et vækstmarked foran dem. Det kan vi se med Google og Facebook, der er vokset eksplosivt på netop den forretningsmodel, tilføjer han.

Landets næststørste teleselskab, Telenor, har gjort data og algoritmer til en central del af selskabets vækststrategi.

De første skridt blev taget, da Telenor for to uger siden lancerede appen "Kør godt" i samarbejde med Nem Forsikring.

Her har Telenor udviklet en algoritme, der måler og vurderer brugernes kørsel og deraf fastsætter en pris på en bilforsikring. Teleselskabet får så en bid af kagen for hver forsikring, der bliver solgt gennem appen.

- Vores mål på længere sigt er, at ti procent af den samlede forretning skal komme fra nye områder, hvor vi i stil med "Kør godt-appen" sælger vores avancerede dataanalyser, siger Telenors markedsdirektør, Lars Thomsen, til Finans.

- Alt fra detail til forsikringsselskaber efterspørger data om forbrugerne, som vi er eksperter på, tilføjer han.

Hos Telia bruger man viden om kunderne til at optimere forretningen. Men der sælges ikke viden om kundernes adfærd og bevægelsesmønstre videre til tredjepart. Det siger pressechef Rasmus Avnskjold fra Telia.

- Det er selvfølgelig noget, vi bruger i forhold til at optimere vores netværk og sikre, at vores kunder får de bedst mulige oplevelser med internettet.

- Men det er også vigtigt at understrege, at selv om vi har meget data om vores kunder, så skal man kunne stole på sit teleselskab. Derfor sælger vi aldrig data videre til tredjepart, siger Rasmus Avnskjold.


/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099