23948sdkhjf

Sensommeren bød på lavere tøjsalg i IC Group

Tøjkoncernen IC Group omsatte for 4,8 procent mindre i første kvartal i det forskudte regnskabsår 2017/18.
Tøjkoncernen IC Group - der blandt andet ejer mærkerne Peak Performance og Tiger of Sweden - fik ikke den bedste start på det nye regnskabsår, der begyndte 1. juli.

Selskabet omsatte for 4,8 procent mindre i juli, august og september, når man sammenligner med samme periode sidste år.

Det var navnligt hos Tiger of Sweden, hvor det kneb at følge sidste års tempo. Her faldt omsætningen med otte procent til 266 millioner kroner.

Men også de øvrige brands bød på tilbagegang, blandt andet hos by Malene Birger, der omsatte for 96 millioner kroner. Det svarer til et fald på tre procent.

Bundlinjen var dog næsten uforandret med en lille pil opad. Resultatet af den primære drift steg med fem millioner kroner til 140 millioner kroner.

IC Group indførte i februar en ny struktur, hvor man driver hvert enkelt brand som selvstændig forretningsenhed.

I sommer blev der desuden ryddet op hos Tiger of Sweden, hvor for store indkøb betød, at for meget tøj måtte sælges med store rabatter efterfølgende.

Derfor er omsætningstilbagegangen heller ikke overraskende og skulle gerne resultere i en højere indtjening.

Koncernen overvejer desuden at sælge Peak Performance fra. Det blev meddelt i begyndelsen i oktober, men indtil videre er der ikke nogen konklusion på de sonderinger, man har foretaget.

Peak Performance producerer outdoor- og sportstøj og er det brand, der omsætter for flest penge i koncernen.

IC Groups ledelse mener, at mærket er modent til en større international satsning, men har ikke besluttet sig for, om det skal ske i eget regi, eller om en anden ejer måske er bedre rustet til den opgave.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11