23948sdkhjf

Ny Matas-direktør rydder op: Færre butikker og mere nethandel

Matas holder lige akkurat omsætningen på niveau, men bruttoresultatet falder. Nye tiltag skal vende udvikling.
Matas-kæden har svært ved at løfte sin omsætning og sit overskud. Det ses af det halvårsregnskab, som er offentliggjort onsdag.

Her falder bruttoresultatet for andet kvartal sammenholdt med samme periode sidste år, og omsætningen står næsten stille med en vækst på blot 0,8 procent.

Ledelsen er da også ret kontant i sin vurdering af de kedelige tal.

- Regnskabet for 1. halvår 2017/18 er imidlertid utilfredsstillende og lever ikke op til Matas’ ambitioner, siger kædens nye administrerende direktør, Gregers Wedell-Wedellsborg i en kommentar.

Han tiltrådte 1. november og varsler allerede nu en række nye tiltag, der skal vende udviklingen.

For det første skal der lukkes butikker. Style Box-konceptet, der kombinerede butikker med skønhedsklinikker, lukkes ned, og så skal antallet af Matas-butikker reduceres.

Det vil primært ske ved at kigge på de byer, hvor der er mere end én Matas-forretning.

Samtidig skal internethandlen på matas.dk styrkes, og medlemmerne af kundefordelsprogrammet Club Matas kan forvente flere salgsfremmende kampagner.

Matas-ledelsen nedjusterede for en måneds tid siden sine forventninger til omsætning og driftsresultat, hvilket kostede aktien et kursfald på 14 procent på en enkelt dag.

Matas-butikkerne er de senere år blevet presset fra flere sider i kampen om at sælge pleje- og skønhedsprodukter til danskerne - både når det gælder de billige hverdagsprodukter, men også de dyre parfumer.

Blandt andet har både supermarkeder og den nye butikskæde Normal forsøgt at gøre indhug på førstnævnte marked.

Matas gik på børsen i sommeren 2013, hvor en aktie kostede 115 kroner. Tirsdag ved børslukning kunne den samme aktie købes for 71 kroner.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079