23948sdkhjf

Ledigheden faldt igen en smule i september

Bruttoledigheden faldt med 1600 fuldtidspersoner i september. Ledighedsprocenten er uændret.
Efter et lille bump den forkerte vej i juli måned - som formentligt skyldtes ændringer i opgørelsesmetoden - er ledigheden på vej nedad igen.

Bruttoledigheden faldt således med 1600 personer fra august til september og udgør nu 117.800 fuldtidspersoner, svarende til en uændret ledighedsprocent på 4,4.

Faldet er blandt andet sket i kraft af, at der både er kommet færre dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere.

Men selv om det går den rigtige vej, er Peter Halkjær, der er arbejdsmarkedspolitisk chefkonsulent i Dansk Erhverv, ikke tilfreds med hastigheden.

Han henviser til, at der i september måned på Jobnet befandt sig 20.811 nyopslåede stillinger.

- Vi ved, at virksomheder i hele landet oplever rekrutteringsudfordringer helt tæt på, når de forsøger at rekruttere nye medarbejdere, skriver han i en kommentar.

Ifølge Peter Halkjær er løsningen på problemet at skabe øget incitament til at søge job, at styrke samarbejdet på tværs af jobcentrene og at øge adgangen til arbejdskraft fra udlandet.

I Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er man anderledes positive. Her ser man den gunstige beskæftigelsessituation som en mulighed for at hjælpe alle, der er kommet ud på kanten af arbejdsmarkedet, tilbage igen.

- Det er dog afgørende, at regeringen anvender det såkaldte råderum fornuftigt og investerer i en bedre beskæftigelsesindsats for de svage grupper, skriver cheføkonom Erik Bjørsted i en kommentar.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.12