Onlinehandel lukker endnu en sportstøjsbutik
Sportsmaster i Middelfart har annonceret, at butikken holder ophørsudsalg og dermed forventer at være lukket til jul.
Læs også: Sportmaster finder ny topchef: Vil vende røde tal til sorte
Det skriver Fyens Stiftstidende, hvor til Sportsmasters retaildirektør Jack Friis forklarer, at øget omsætning på nettet er en stor del af forklaringen på lukningen.
- Salget af sportstøj online er nu oppe på cirka 20 procent herhjemme, og vi har skullet løbe stærkere og stærkere i butikken bare for at holde skansen. Så er der mere fornuft i at lukke, siger han.
Direktøren understreger overfor avisen, at butikken i Algade i Middelfart ikke kører med underskud.
Butikschef Anders Conradsen og de to ansatte tager julesalget med, indtil varelageret er udtømt. Derefter fortsætter alle tre i andre Sportsmaster-butikker.
Sportsmaster har stadig over 100 butikker i Danmark og er dermed størst indenfor salg af sportstøj.