23948sdkhjf

Drenge køber apps for 1000 kroner om året

Køb ekstra diamanter, våben eller point, så du kommer videre i spillet. Det støder børn tit på, når de spiller på deres tablet eller mobiltelefon.

Og det kan hurtigt løbe op, hvis børnene bruger 7 kroner her og 15 kroner der.

En ny undersøgelse fra Nordea sætter tal på, hvor meget børn egentligt bruger på apps og in-app-køb, og hvem der er de største digitale forbrugere.

- Vi kan se, at det i høj grad er drenge, som er aktive til at bruge point og købe ting digitalt. Det er faktisk hver fjerde dreng og kun hver tiende pige, der bruger penge på digitale tjenester, siger forbrugerøkonom hos Nordea Ann Lehmann Erichsen.

Af undersøgelsen fremgår det, at det tager fart for drengene i 9-års-alderen, hvor de bruger for cirka 500 kroner om året, og topper ved 15-17-års-alderen, hvor de bruger knap 1000 kroner om året, fortæller Ann Lehmann Erichsen.

Hun opfordrer derfor forældre til at sætte sig ind i og forstå børnenes digitale ønsker.

- Man må hjælpe sine børn til at få et fornuftigt forbrug, så det ikke løber fra dem. Så man skal nok have nogle samtaler og sætte nogle rammer op for forbruget, råder Ann Lehmann Erichsen.

Der er flere måder at styre og overvåge børnenes køb af apps og in-app-køb, fortæller Tanja Højrup, der er jurist i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

- Hvis man bruger App Store, så kan man sørge for at logge ud af sit Apple-id, inden man giver sin tablet eller telefon til sit barn. Det har dog den ulempe, at glemmer du det bare én gang, så er du stillet lige vidt, siger hun.

Derfor kan du i stedet overveje en anden løsning, hvor du i langt højere grad kan styre børnenes digitale forbrug.

- Man kan lave et særligt Apple-id til sine børn, hvor man ikke tilknytter et kreditkort, og så kan man i stedet købe gavekort, som de kan bruge på spil, siger Tanja Højrup og fortsætter:

- En tredje mulighed er at slå køb af app- og in-app-køb helt fra, så lukker man helt af for køb, og så kræver det, at man skal taste en særlig kode for igen at åbne for køb.

/ritzau/FOKUS

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109