23948sdkhjf

Tysk mand indrømmer forgiftning af babymad i supermarked

En 53-årig mand truede med at forgifte madvarer og krævede millioner af euro i kontanter, oplyser politiet.
I en opsigtsvækkende afpresningssag har en 53-årig mand indrømmet at have forgiftet fødevarer i et tysk supermarked, ligesom at han har truet med at gøre det samme i butikker i hele Europa.

Det oplyser tysk politi lørdag i kølvandet på anholdelsen af manden fredag. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Indtil fredag var myndighederne på jagt efter en person, som havde sendt breve til supermarkeder og politifolk med trusler om, at han ville forgifte fødevarer i både Tyskland og udlandet, hvis han ikke fik millioner af euro i kontanter.

For at øge presset forgiftede den mistænkte fem forskellige produkter af babymad i et supermarked i den sydlige by Friedrichshafen, hvorefter han tippede politiet.

Efterfølgende blev fem flasker med forgiftet babymad fundet i supermarkedet.

Vicepolitiinspektør i området Uwe Stuermer beskriver den anholdte som "mentalt forstyrret".

- Den formodede afpresser har indrømmet beskyldningerne. Det skete under et retsmøde ved retten i Ravensburg, oplyser han.

Ifølge politiet har manden samtidig sagt, at han ikke har forgiftet andre fødevarer.

Desuden peger alting på, at manden handlede alene, oplyser politiet.

Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa blev manden anholdt fredag i Ofterdingen, som ligger nær den sydvestlige by Tübingen. Anholdelsen skete på baggrund af flere tip fra offentligheden.

Politiet har modtaget hundredvis af tip i sagen.

Den formodede gerningsmand sendte de første trusler i midten af september. Det skete i en e-mail til politi, forbrugerbeskyttelse og supermarkeder.

For at skabe størst mulig usikkerhed havde han ikke angivet, hvilke fødevarer han ville forgifte.

Det giftstof, som blev fundet i glasflasker med forgiftet babymad, var ethylenglycol, der bruges i frost- og bremsevæske.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089