23948sdkhjf

Dansk tøjimperium satser millioner på e-sportshold

E-sport er det nye sort, mener Bestseller-mærket Jack & Jones, som ifølge avis indgår samarbejde med Astralis.
Det succesfulde danske e-sportshold Astralis har sikret sig en ny sponsoraftale.

Onsdag vil tøjkoncernen Bestseller løfte sløret for et millionsamarbejde mellem brandet Jack & Jones og Astralis. Det skriver Børsen.

- E-sport er i så sindssygt rivende udvikling, at det er noget, vi mener er det rigtige at gøre, siger Henning Nielsen, international chef for e-handel og marketing i Jack & Jones, til avisen.

I e-sport konkurreres der enkeltvis eller i hold i computerspil.

Marketingchefen oplyser, at aftalen med Astralis omfatter "et millionbeløb".

Astralis består af fem mænd i alderen fra 19 til 24 år, som spiller Counter Strike.

Til de største kampe kan tilskuertallet komme op på fem millioner. Folk ser med via onlinetjenester som YouTube.

Jack & Jones håber, at samarbejdet kan bidrage til selskabets vækst på de internationale markeder.

De fem Astralis-spillere har ifølge Børsen samlet 1,2 millioner følgere på sociale medier.

I foråret vandt holdet verdensmesterskabet i Counter Strike.

- Vores målgruppe er den moderne mand med interesse for mode og sport, og her ser vi en kraftigt stigende interesse for e-sport, siger Henning Nielsen.

Hovedfokus for Jack & Jones er Europa, hvor firmaet har 1000 fysiske butikker og en række webbutikker.

Aftalen betyder, at de fem spillere vil være klædt i tøj fra Jack & Jones under turneringer.

Og garderoberne er allerede fyldt op.

Børsen skriver, at de fem unge mænd i sidste uge var forbi tøjimperiet Bestsellers hovedsæde i Brande.

Her fik de lov til at forsyne sig med lige præcis det tøj, der faldt i deres smag, i Jack & Jones' showroom.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098