23948sdkhjf

Tryggere danske netkunder klikker rekordmange varer hjem i år

Danskerne vil i løbet af 2017 købe for 83,8 milliarder online. Det er en fordobling i nethandlen på få år.
Flybilletter, tøj, sko, mælk og gulerødder ryger i stigende grad i danskernes digitale indkøbskurv.

I løbet af i år vil vi klikke varer hjem for 83,8 milliarder kroner. Det er en vækst på 19 procent i forhold til 2016 og en fordobling, når man sammenligner med omsætningen i nethandel i 2012.

Det viser den årlige opgørelse Dansk E-handel, som Dibs Payment Services står bag. Selskabet er en underafdeling af Nets og leverer betalingsløsninger til onlinebutikker.

I år er det særligt rejser, tøj og tjenester som HBO og Netflix, der bliver brugt penge på online.

Også dagligvarer er blevet populære at putte i onlinekurven i stedet for at købe ind til aftensmad og madpakker i de fysiske butikker.

- Kunderne er i dag blevet mere vant til at handle online. De har set fordelen i at kunne sidde derhjemme klokken 22 i deres sofa og købe ind, siger Henriette Høyer, salgschef ved Dibs.

- Samtidig skyldes det, at mange af web-butikkerne er blevet bedre til at tilbyde de rigtige varer til de rigtige priser.

Med indkøb for 83,8 milliarder kroner sikrer Danmark sig en nordisk andenplads i e-handel kun overgået af svenskernes købelyst på nettet.

- Hele samfundet bliver mere og mere digitaliseret, siger Henriette Høyer og henviser til, at den offentlige sektor er gået over til betaling via nettet, når der skal lægges penge for pas, kørekort eller børnenes institution.

- Det gør, at kunderne bliver mere vænnet til at handle online, og det smitter selvfølgelig af på deres andre forbrugsmønstre, siger hun.

Det forklarer også, hvorfor flere kunder på mellem 66 og 74 år har kastet sig ud i et onlinekøb i år.

- De ældre er blevet tryggere ved at bruge de tekniske remedier såsom mobilen og pc'en, siger Henriette Høyer.

Og intet tyder på, at udviklingen med e-handel vil bremse op de kommende år.

- Jeg tror ikke, at e-handlen vil falde i omsætning de næste mange, mange år. Hvis man kigger langt nok frem, flader det vel ud. Men det sker ikke foreløbigt, siger Henriette Høyer.

Hendes gæt er, at vi tidligst vil se en afmatning i e-handlen om ti år.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095