23948sdkhjf

Astmatikere får langt flere infektioner end andre

Læger skal muligvis være mere opmærksomme på patienter med astma i fremtiden, siger danske forskere bag nyt studie.
Astmatikere har ikke kun problemer med luftveje og lunger. De rammes i langt højere grad af infektioner andre steder i kroppen end andre, viser ny dansk forskning.

Faktisk i så høj grad, at det er på niveau med diabetikere.

- Man har vidst i mange år, at mennesker med astma har højere risiko for at få infektioner i lungerne end andre. Men det er helt nyt, at det også gør sig gældende uden for lungerne, siger Jens Helby Petersen, læge og ph.d.-studerende ved Herlev-Gentofte Hospital, til Videnskab.dk.

Han er hovedforfatter til forskningsartiklen, der lige er udkommet i tidsskriftet Journal of Internal Medicine.

Det danske forskerhold bag undersøgelsen brugte informationer om 105.519 danskere, taget fra de to store befolkningsundersøgelser Østerbro- og Herlev-Østerbro-undersøgelserne, hvor deltagerne har været fulgt i op til 23 år (se faktaboks).

Forskerholdet opdelte deltagerne i fire grupper:
1. Astmatikere
2. Personer med høfeber
3. Folk med eksem
4. En gruppe med hverken astma, høfeber eller eksem

Forskerne valgte at have fokus på unge, ikke-rygende astmatikere, for at være mere sikre på, at det rent faktisk var astma-patienter, de havde med, og ikke KOL-patienter med fejldiagnose. KOL-patienter har nemlig symptomer, der minder om astma.

Forskerne kiggede så på antallet af infektioner i grupperne og beregnede den generelle risiko for at få infektion for de enkelte medlemmer i gruppen.

Resultatet viste, at:

• Folk, der har fået astma, før de er fyldt 50 år, har 40 procent større risiko for infektion uden for lungerne end andre mennesker.

• Folk med høfeber eller eksem har ikke større risiko for infektioner end den generelle befolkning.
Resultatet peger på, at der en forbindelse mellem astma, hvor immunforsvaret påvirker lungerne, og immunforsvarets evne til at bekæmpe infektioner, siger overlæge og professor Stig E. Bojesen, der er medforfatter til forskningsartiklen.

- Det er ikke klart, hvad der er årsagen til denne sammenhæng, men resultatet stemmer fint overens med fund fra andre studier, der peger på, at immunsystemet fungerer anderledes hos mennesker med astma, siger Stig E. Bojesen, der arbejder på Klinisk Biokemisk Afdeling, Herlev og Gentofte Hospital, og Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078