23948sdkhjf

Brand i Illums Bolighus skyldes formentlig uforsigtighed

Lørdag var der sommerfest på taget af Illums Bolighus. Politiet vil tale med gæster for at finde brandårsag.

En voldsom brand, der tidligt søndag morgen hærgede Illums Bolighus på Amagertorv på Strøget i København, er formentlig en såkaldt uforsigtighedsbrand.

Det tyder det på efter brandteknikernes undersøgelser mandag, oplyser efterforskningsleder Robert Jensen fra brandsektionen hos Københavns Politi. 

Ilden opstod på bygningens tagterrasse, hvor der lørdag aften havde været fest.

- Ilden er opstået på tagterrassen ved trægulvet, og branden ser ud til at skyldes uforsigtighed, siger Robert Jensen.

Politiets brandteknikere har arbejdet med deres undersøgelser mandag formiddag og konstateret, at ilden bredte sig fra terrassen og gennem tagkonstruktionen til rummene nedenunder.

For at komme brandårsagen nærmere vil politiet tale med flere af de personer, der deltog i festen lørdag aften.

Men bygningen er frigivet, så bolighuset kan komme i gang med at rydde op efter de alvorlige vand- og røgskader på bygningen efter branden og slukningsarbejdet.

Hovedaktionær og administrerende direktør i Illums Bolighus Henrik Ypkendanz vurderede søndag, at der var sket skader for et tocifret millionbeløb i bolighuset.

Bolighuset handler med dansk design. Blandt andet er adskillige møbler af Arne Jakobsen og Hans J. Wegner blevet skadet af vand og sod.

Alarmen om branden kom klokken fire søndag morgen, og Hovedstadens Beredskab iværksatte et større slukningsarbejde med materiel og mandskab fra seks stationer, samt specialtjeneste, frivillige og skadeservice.

Ifølge Hovedstadens Beredskab var omkring 100 mand på opgaven.

Ingen personer var i fare ved branden.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.292